Logo

 

Flemming giver lys til film og tv

 

Han er kendt i Nordisk Film som Flemming  Lys, men han hedder faktisk Larsen til efternavn. Flemming er den sidste belysningsmester ansat i Nordisk Film, og egentlig tog han jobbet for at slappe af, men det blev der ikke noget af.

Det er blevet til 22 år i Nordisk Film og selv om indholdet i jobbet har ændret sig en del, siden han blev ansat, og afdelingen er blevet markant reduceret som årene er gået, så er det med et smil på læben, at Flemming svinger sig op på cyklen hver morgen. På papiret er han stadig ansat som belysningsmester, men han fungerer mere som scenemester nu, hvor der ikke er så mange lyssætningsopgaver på scenerne.

Flemming er den der ved allermest om scenerne på Nordisk Film i Valby. Han servicerer scenerne og sørger for, at alt er i orden, når kunderne rykker ind. Han er altid til stede, når scenerne er i brug, så han er lige ved hånden, når spørgsmålene melder sig om, hvor man kan tilslutte en 22.000 Watts HMI-lampe, eller hvor det er bedst at bygge en gigantisk indendørs swimmingpool.

Langt fra afslapning
Da Flemming startede på Nordisk Film tilbage i 1988, var scene 3 og 4 i Valby fuldt booket af den, på det tidspunkt, nye danske tv-kanal TV2. Egentlig havde Flemming taget jobbet for at komme til at slappe lidt af efter mange år på farten med teaterturnéer, men han blev hurtigt klogere. Der var ikke meget fritid, når hele afdelingen skulle bygges op og udover de tv-programmer, der blev optaget på scenerne i Valby i løbet af ugen, stod Nordisk Film også for optagelserne til TV2’s sportsprogrammer i weekenderne.

Når han ikke sad på en fodboldbane og skruede lamper fast, så lagde han alle kræfter på scene 3, hvor man i første halvdel af 1990’erne optog det populære danske underholdningsprogram Eleva2eren.

”Hver uge var der en ny stjerne og jeg sørgede for at lave lysdesignet til hver kunstner. Det var eksperimenterende, men mit design blev aldrig afvist. Vi havde ikke det smarte udstyr, som stjernerne brugte på deres turnéer, så vi måtte klare os med det vi havde. Da for eksempel Tina Turner var her, havde vi ikke lamper der kunne bevæge sig. Vi satte i stedet en lang pind i lyspanelet, og så lå en af os og trak i den, så den bevægede sig til musikken,” fortæller Flemming.

Burde have været Skagensmaler
Selvom der i dag er lidt længere mellem lyssætningsopgaverne, så holder han stadig evnerne ved lige. For tiden laver Flemming lys på Anna von Lowzows nye dokumentar om de europæiske kongehuses kronjuveler. Flemming lavede også lys på dokumentarfilmen om de danske skagensmalere.

”Altså, jeg burde jo have været skagensmaler. Kunst er en stor del af mit liv og jeg har lært en masse om lys, skygge og beskæring ved at se på de gamle guldaldermalere.
Så at være en del af det og møde folk der var i familie med dem, det var stort,” fortæller Flemming.

Efter så mange år med at have skabt rampelyset for andre, har heller ikke Flemming kunne undgå at pådrage sig et par arbejdsskader. ”Jeg er altid kritisk over for det jeg ser, men jeg kan godt slukke for det, forudsat at jeg er underholdt. Hvis det jeg ser, keder mig bare et sekund, så begynder jeg at tælle lamper,” smiler Flemming.
 

Nordisk Film

Nordisk Film
Mosedalvej 14
2500 Valby
Danmark
Telefon: +45 36 18 82 00
Fax: +45 36 18 93 00

CVR: 52145015