Logo

 

Fremtidens pladeselskab har artisten i centrum

 

Pladebranchen skal flytte fokus fra salget og koncentrere sig om kunstnerne, hvis de fortsat vil spille en fremtrædende rolle i musikverdenen. Vi har inviteret medieforsker Henrik Bødker og direktør Per Dam fra Nordisk Films musikselskab, MBO, til en snak om fremtiden.

Hvis teleselskaber bringer musikken ud til forbrugerne, cd-salget falder støt og kunstnerne selv kan promovere sig via internettet – er der så overhovedet brug for pladeselskaberne?

Medieforsker Henrik Bødker fra Århus Universitet er ikke klar til at dømme selskaberne ude. Men han er ikke i tvivl om, at der ligger en opgave i at overbevise kunstnerne og forbrugerne om, at de tilbyder noget unikt. Indholdet skal tilbage på dagsordenen: “Pladeselskaberne skal simpelthen sælge sig selv som dem, der lever og ånder for musikken og derfor forstår den bedst. For at overleve skal selskaberne fremstå som branchens eksperter – i modsætning til andre udbydere, som profiterer på at sælge f.eks. teleløsninger, der tilfældigvis indbefatter musik,” siger Bødker.

Direktør Per Dam, MBO, understreger også, at det er overdrevet at frygte for pladebranchens snarlige bortgang. Han beskriver det således: “De seneste års udvikling har gjort ondt på branchen, men musik vil aldrig forsvinde som behov. Faktisk har musikken det fantastisk godt som forbrugsvare lige nu og bliver brugt mere alsidigt end nogensinde. Men forandringerne kræver nye forretningsmodeller, som bygger på at skabe værdi inden for flere forskellige områder end blot det fysiske salg.”

Artisten i centrum
I lighed med Jesper Bay forudser Per Dam, at musikselskaber som MBO i fremtiden kommer til at udvide forretningen med andet og mere end markedsføring og distribution af musik. Dam ser masser af muligheder i at samarbejde med kunstnerne omn andre musik-relaterede ydelser, f.eks. forlagsvirksomhed, booking, artist management, etc. Det gør selskabet i en vis udstrækning allerede, men det kan sagtens ske i endnu højere grad end i dag.

Kritikere vil indvende, at disse ”udenomsydelser” lige så vel kan klares af andre spillere. Det skete f.eks. for nylig, da Madonnas koncertarrangør, LiveNation, lavede en såkaldt 360-gradersaftale med popikonet, og nu håndterer alt fra pladeudgivelse til merchandisesalg.

I den konkurrencesituation skal pladeselskaberne anvende deres mangeårige erfaring til egen fordel: “De er eksperter i at drive talent frem og positionere kunstnerne i markedet. Den rolle bliver mere og mere vigtig set i lyset af et internetmarked, hvor alle i princippet kan udgive musik, men hvor der ikke er noget filter. Her skal  pladeselskaberne hjælpe med at koble talentfuld musik sammen med de rigtige målgrupper – det er de klart de bedste til,” siger Henrik Bødker.

Fra Nørrebro til Nørre Nissum
Henrik Bødker mener desuden, at musikfolkenes viden udnyttes bedst muligt ved, at branchen opdeler sig i mindre, selvstændige enheder:“De mindre selskaber kan så koncentrere sig om at servicere kunstnerne inden for specifikke genrer, snarere end at forsøge at pleje hitpotentialet over en bred kam. Det er en ganske anden  virksomhedskultur end den, man ser hos store majors som EMI og Universal i dag,” forklarer han.

Per Dam kan ikke være mere enig i Bødkers beskrivelse af det nicheprægede marked. Han mener, at det har været MBOs styrke fra start. Selskabet er nemlig indrettet til at klare større administrative opgaver centralt, og samtidig tillade de enkelte afdelinger at specialisere sig: “Musikselskaberne i MBO appellerer til et publikum lige fra indre København til små byer i provinsen.

Hvert selskab er ekspert i sin egen genre. Der er tillige stor forskel på, hvordan hhv. unge og voksne søger efter og bruger musikken i dagens Danmark. Det er således meget forskelligt, hvordan lanceringen af nye udgivelser med eksempelvis Nephew, Alphabeat, Tina Dickow, Lars Lilholt og Brødrene Olsen planlægges i de enkelte selskaber” siger Dam.

Klar til fremtiden
MBOs Commercial Media-afdeling er et godt eksempel på fordelene ved selskabets virksomhedsstruktur. I afdelingen samler man erfaringen med de nye medier og hjælper de individuelle labels med en digital strategi for netop deres målgrupper.

Per Dam er ikke i tvivl om, at MBO er på rette vej: “Vi er små, når det giver mening, og store, når der er behov for det. Vores rolle i fremtiden bliver at sørge for, at MBO er ’best in class’ i alle selskaber og sikrer maksimal udnyttelse af det enkelte labels ekspertise,” siger han og opsummerer:

”Jeg tror på, at vi både er klar til at favne de muligheder, det digitale marked rummer lige nu, og at vi er fleksible nok til at møde fremtidens udfordringer.”

September 2008
 

Nordisk Film

Nordisk Film
Mosedalvej 14
2500 Valby
Danmark
Telefon: +45 36 18 82 00
Fax: +45 36 18 93 00

CVR: 52145015