Logo

RSS Print

Isbjørnens ForfatterCamp

ISBJØRNENS FORFATTER CAMP er et 4-årigt projekt der skal styrke forfatterens skriveevner og sikre den gode filmfortælling. 

Normalt giver Nordisk Film Fonden støtte til, at andre kan gennemføre projekter. Men siden 2014 har Nordisk Film Fonden selv iværksat initiativer, som vi mener vil gavne filmbranchen. ISBJØRNENS FORFATTER CAMP er Nordisk Film Fondens første signaturprojekt.

Målet med Isbjørnens ForfatterCamp er at øge summen af succesfulde manuskriptforfattere og fremme nytænkningen i filmfortællingen. Dette sker i gensidig erkendelse af, at fremtidens filmfortælling er udfordret og derfor kræver, at vores talenter finder det bedste af det bedste frem i dem selv.

48 talentfulde nordiske manuskriptforfattere og skrivende instruktører har været på Isbjørnens ForfatterCamp - et efteruddannelsesforløb som er blevet afholdt tre gange, og som hver bestod af to Camps (internat) samt muligheden for et mentorforløb.

Undervejs blev der grundigt evalueret og kurset blev løbende justeret, for at skabe de bedst mulige betingelser og inspirere deltagerne til at sprænge deres egne rammer som forfattere. Der blev fokuseret på kvalitet og fornyelse for at efterlade forfatterne med nye idéer, nye metoder, nye tekniske greb, øget produktivitet og, for de der var interesserede, nye mulige samarbejdspartnere.

Den Danske Filmskoles Efteruddannelse v/ Tina Sørensen har stået for udvikling og gennemførelsen af uddannelsesforløbene, sammen med et stærkt undervisningsteam bl.a. instruktør og manuskriptforfatter Lone Scherfig og instruktør Ole Christian Madsen. Nye værktøjer, metoder og skriveøvelser er blevet udviklet og afprøvet, ligesom kursisterne har mødt psykoterapeuter, internationale manuskriptforfattere, og de har oplevet skuespilleres umiddelbare fortolkning af teksterne.

"Det er en gave, at vi har fået lov at lave kurset tre gange. Det får du ikke lov til i andre programmer. Vi har kunnet justere fra gang til gang” fortæller Tina Sørensen.

Vil du læse mere om Isbjørnens ForfatterCamp kan du klikke her og komme videre til artiklen På sporet af den gode historie.

Hold 1 fandt sted fra januar til marts 2015; Hold 2 fra november 2015 til februar 2016; og Hold 3 fra oktober til december 2016.

Der er afsat i alt DKK 3 mio. til projektet inkl. udvikling og gennemførelse af tre uddannelsesforløb; evaluering; resultat- og effektmåling; samt formidling og forankring af den nye viden. Vi ønsker at opnå viden om hvad der virker og hvad der ikke virker. Hensigten er, at denne nye viden og materiale skal gøres tilgængelig for alle med interesse for området.

Du kan læse mere om erfaringerne fra Isbjørnens ForfatterCamp, deltagerne ved Isbjørnens ForfatterCamp og Styregruppen for Isbjørnens ForfatterCamp