Logo

RSS Print

Studiernes historie

Den 6. november 1906 udsteder Magistraten i København borgerbrev til Ole Olsen, der fra nu af har ret til at drive ”Nordisk Films Kompagni og Biograf Theater”.

Nu går det stærkt med at producere spillefilm på den lille kolonihavegrund i Valby, der dog snart må udvides. Indtil 1908, hvor man fik bygget Scene 1, blev der indspillet med kulisser opstillet i fri luft.  Året efter indviede man Scene 2, der stadig eksisterer, og som i dag er fredet som verdens ældste film atelier. Med skuespilleren Valdemar Psilanders tiltræden i 1910 går filmproduktionen på Nordisk Film ind i en rivende udvikling med salgskontorer over hele verden. Alle scener var dengang opført i glas da man  primært anvendte sol- og dagslys som lyskilder.

Selvom den første verdenskrig sætter en stopper for en stor del af filmeksporten, så fortsatte produktionen af spillefilm.  I det sidste krigsår, 1918, drejede man omkring 60 film i Valby.  Den første danske tone- og talefilm, ”Præsten i Vejlby”, blev optaget i Valbystudierne på Mosedalvej i 1931.  Det var også her man lavede den første danske farvefilm ”Kispus”.  Senere fulgte ”Olsen-banden” filmene, og de meget populære tv-serier ”Huset på Christianshavn” og ”Matador”. Til det nystartede TV 2 leverede Valby-studierne serier som ”Elevatoren”, ”Lykkehjulet” og ”Meyerheim o. Co.”.

I dag bruges studiefaciliteterne i Valby til tv-produktioner og almindelige spillefilmproduktion.