den-skyldige-web

DEN SKYLDIGE vinder publikumsprisen på Sundance Film Festival

28.01.2018

Den danske thriller DEN SKYLDIGE instrueret af Gustav Möller fra Nordisk Film Spring har netop vundet publikumsprisen i den internationale spillefilmskonkurrence på Sundance Film Festival, kaldet "World Cinema Dramatic Audience Award".

DEN SKYLDIGE, som er instruktør Gustav Möllers debutfilm, fik en stormende modtagelse på festivalen sidste weekend, hvor den blev hyldet af samtlige medier, der har anmeldt den, bl.a. Variety, Hollywood Reporter, The Village Voice, Rogerebert.com og Screen International, som i en artikel kalder filmen ”én af de mest beundrede” på festivalen i år.  To dage efter købte Magnolia Pictures distributionsrettighederne til filmen i USA og Canada, hvor filmen vil få biografpremiere i løbet af 2018.

Gustav Möller har skrevet manuskriptet sammen med Emil Nygaard Albertsen, og filmen er produceret af Lina Flint for Nordisk Film Spring, der er Nordisk Films enhed for talentudvikling.

Instruktør, manuskriptforfatter og producer dimitterede alle tre fra Den Danske Filmskole i 2015 med afgangsfilmen 'I mørke'. Det gjorde de sammen med fotograf Jasper J. Spanning og klipper Carla Luffe, som også er en del af det kreative hold bag 'Den Skyldige'.

Om filmen
Hovedrollen spilles af Jakob Cedergren, der som politibetjenten Asger Holm besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

Jakob Cedergren, har tidligere medvirket i Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) og spillet hovedrollen i Nils Malmros’ Sorg og glæde (2013). Derudover medvirker bl.a. Jessica Dinnage, Omar Shargawi og Johan Olsen.

DEN SKYLDIGE er produceret med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. Filmen får dansk biografpremiere den 14. juni som en del af Biografklub Danmarks program.

Om Sundance Film Festival
Sundance Film Festival er USA's største uafhængige filmfestival, som hvert år finder sted i Park City, Utah. Sundance Filmfestivalen, der løb af stablen første gang i 1985, er grundlagt på stifteren Robert Redfords ambition om at fremme banebrydende filmfortællinger. Festivalen anses i dag for at være et af de vigtigste udstillingsvinduer for europæisk filmkunst over for det nordamerikanske marked. Festivalen afholder konkurrencer for amerikanske og internationale spillefilm og kortfilm inden for både fiktion og dokumentar. I tidens løb har en lang række af verdens mest markante instruktører fået deres store gennembrud på festivalen, herunder Quentin Tarantino, Paul Thomas Anderson, Steven Soderbergh og Darren Aronofsky.