den-skyldige-web

’Den Skyldige’ af Gustav Möller får verdenspremiere på Sundance Filmfestival

30.11.2017

Instruktør Gustav Möllers spillefilms debut ’Den Skyldige’ med Jakob Cedergren i en nøglerolle er udtaget som en ud af 12 film til at konkurrere i World Cinema Dramatic Competition til den prestigefyldte Sundance Filmfestival, konkurrencen har fokus på nye talenter med en original signatur.

’Den Skyldige' er produceret af Lina Flint fra Nordisk Films enhed for talentudvikling SPRING. Instruktør Gustav Möller har skrevet manuskriptet i samarbejde med Emil Nygaard Albertsen, som begge ligeledes residerer hos Nordisk Film SPRING. De er dimitteret fra Den Danske Filmskole i hhv. 2015 og 2013. Det samme gælder for fotograf Jasper J. Spanning og klipper Carla Luffe, som også er en del af det kreative hold bag ’Den Skyldige’.

Sundance Filmfestivalen, der løb af stablen første gang i 1985, er grundlagt på stifteren Robert Redfords ambition om at fremme banebrydende filmfortællinger. Festivalen anses i dag for at være et af de vigtigste udstillingsvinduer for europæisk filmkunst over for det nordamerikanske marked.

’Den Skyldige’ handler om den tidligere politibetjent Asger Holm, spillet af Jakob Cedergren, som besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, begynder en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

Kilde: DFI