Logo

RSS Print

’Ditte og Louise’ bliver til spillefilm

Duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz udkommer til august med en film baseret på universet fra serien ‘Ditte og Louise’, produceret af Nordisk Film.

Thomas Heinesen fra Nordisk Film producerer filmen ’Ditte og Louise’, som er en helt ny historie, der bygger videre på den kendte serie, som har kørt på DR1, hvor en halv mio. seere har fulgt med i komedieserien om de to kvindelige skuespillere og veninder i 40-års alderen, der slås med skrantende karrierer, børn, kærligheden og sexlivet. 

Allerede mens Ditte og Louise lavede deres tv-serie på DR var vi i dialog med de to om, hvordan deres univers kan videreudvikles til spillefilmsformatet. Det er nu lykkedes, og vi har store forventninger til en sjov og vovet film som vi ved, kan finde et stort publikum både blandt DITTE & LOUISEs store fanbase og som også kan vinde mange nye tilhængere. Vi glæder os meget til at bringe DITTE & LOUISEs sjove og vigtige satire op på det store lærred,” fortæller Thomas Heinesen.

Filmen handler om Ditte og Louise, som (stadigvæk) er to midaldrende skuespillere, der indser, at det eneste branchen har tilbage at tilbyde dem, er roller som nogens mor eller “gammel luder”. Derfor griber Ditte til en radikal beslutning: Hun klæder sig ud som mand, og Ditte får succes som Ditlev. Hun får pludselig hovedroller. Hun får tonsvis af opmærksomhed. Kvinder sværmer om hende. Og hun bliver bedste venner med Anders W. Berthelsen. Men samtidig svigter hun sin bedste veninde Louise og deres fælles drøm om eget firma. I afmagt og frustration kaster Louise sig ud i en hovedløs affære med lægen David. Men hun har gjort regning uden vært, og problemerne tårner sig op i ekspresfart. Efterhånden er Ditte og Louise i fare for at miste det hele. Karrieren. Kærligheden. Venskabet. Og de må gribe til en sidste desperat løsning for at bringe balance i regnskabet igen.

Ikke kun i fiktionens verden er Ditte Hansen og Louise Mieritz både skuespillere, makkerpar og veninder. Det er de også i virkeligheden. Både sammen og hver for sig har de i årevis sat deres præg på dansk teater, film, tv og comedy. Gennem flere år har de to optrådt og skrevet sammen, både teater, satire og senest tv-serien 'Ditte og Louise' på DR1, som blev vist i 2015 og 16.

Filmen instrueres af Niclas Bendixen, der også instruerede serien, og ’Ditte og Louise’ bliver hans spillefilmsdebut som instruktør. Manuskriptet er forfattet af hovedrolleindhaverne, Ditte Hansen og Louise Mieritz. Kameraet vil blive ført af Manuel Claro, Lars von Triers faste fotograf.

Optagelserne til ’Ditte og Louise’ begynder den 22. januar, og filmen har et budget på 17 mio. kr. Den produceres af Thomas Heinesen for Nordisk Film i samarbejde med DR. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Mikkel Munch-Fals.

Filmen får biografpremiere 30. august 2018.