Logo

RSS Print

"Du forsvinder" er Danmarks kandidat til en Oscar-nominering

Den danske Oscar-komité har indstillet Du forsvinder fra Zentropa som Danmarks kandidat til en nominering i kategorien bedste udenlandske film.

Foto: Martin Dam Kristensen

Danmarks deltager i dysten om at blive nomineret til en Oscar i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film er Du forsvinder af Peter Schønau Fog. Filmen er valgt fra en shortlist på i alt tre danske kandidater. 

Peter Schønau Fog siger:

"På vegne af hold og spillere vil jeg gerne udtrykke en tak for udvælgelsen og dermed tak for tilliden. Det er meget stort for os. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en lang sej kamp for at nå i land med en film som af indholdsmæssig nødvendighed i den grad går imod strømmen - en film, der kræver mere opmærksomhed og koncentration af sine tilskuere end de fleste film. Så derfor er det en stor lettelse at opleve, at det danske publikum har valgt denne særegne oplevelse til og indløst næsten 200.000 billetter. Ligesom det har været facinerende at mærke publikums anfægtelse og diskussionslyst på Q & As under den netop afsluttede filmfestival i Toronto. Forude venter nu et spændende forløb, som står og falder med mulighederne for at gøre Oscar-akademimedlemmerne opmærksom på kvaliteterne ved en film, der radikalt går sine egne veje, for at gøre noget så sjældent i filmisk forstand, som at vække spørgsmål om hvad det fundamentalt set vil sige at være menneske. "

Claus Ladegaard, konstitueret direktør for Det Danske Filminstitut og formand for Den danske Oscar-komité, siger til DFI.dk om valget:

"Med Du forsvinder tackler Peter Schønau Fog et komplekst tema om skyld og ansvar på original vis, og det er en film, der både griber og udfordrer sit publikum. I sidste uge havde Du forsvinder premiere på Toronto Filmfestivalen, og her fremhævede anmelderne Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas' 'kraftfulde' og 'bevægende' præstationer som filmens hårdt prøvede ægtepar. At være med i Toronto er i sig selv en fin start for en Oscar-kandidat, for festivalen har ry for at være et godt springbræt for en film forud for nomineringskapløbet. Det bliver spændende at følge filmens videre vej i kapløbet over de kommende måneder.

Du forsvinder er instrueret af Peter Schønau Fog, og den har Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og den nyligt afdøde svenske verdensstjerne Michael Nyqvist i hovedrollerne. 

Du forsvinder er baseret på Christian Jungersens bestsellerroman af samme navn. Peter Schønau Fog har udviklet og skrevet manuskript til filmen, der er produceret af Louise Vesth for Zentropa, der er delejet af Nordisk Film. 

Filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV2 Danmark, TV4 Sverige, Den Vestdanske Filmpulje, Film Väst, Det Svenske Filminstitut og Nordisk Film. 

Du forsvinder distribueres af Nordisk Film Distribution og sælges internationalt af TrustNordisk.

Kort før jul offentliggøres en foreløbige liste med ni film, der skal dyste om prisen i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film.