etbedreliv-jonassvensson

ET BEDRE LIV – NY FILM AF MICHAEL NOER

07.02.2018

Nordisk Film Production producerer Michael Noers næste film ’ET BEDRE LIV’ med Jesper Christensen og Clara Rosager, nyt dansk talent, i hovedrollerne.  

Det bliver det unge talent, Clara Rosager, som spiller den kvindelige hovedrolle overfor Jesper Christensen i Michael Noers nye danske drama med arbejdstitlen, ET BEDRE LIV, der netop er færdigindspillet og forventes at få premiere i starten af 2019.

Filmen er et stærkt og spændende drama om overlevelse og ærgerrighed. Den foregår et sted i Danmark i 1850’erne og fortæller om en fattig familie på landet og deres daglige kamp for overlevelse.

Med en netop fejlslagen høst og udsigten til en lang bidende vinter på sultens rand, er familien tvunget til at overveje alle muligheder. Ved at slå en god handel af med den nærliggende velhavende storbonde, kan de med ét vende op og ned på familiens livskår. Men offeret er stort og aftalen skal vise sig at få fatale konsekvenser.

I filmens afgørende hovedroller ses Jesper Christensen som faderen og Clara Rosager som datteren i den fattige landarbejderfamilie derudover medvirker Ghita Nørby, Elliott Crosset Hove, Magnus Krepper, Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese og Rasmus Hammerich.

Den 21-årige Clara Rosager er uddannet skuespiller fra den alternative skuespilskole Ophelia og debuterede i 2016 i den meget roste ungdomsfilm EN-TO-TRE-NU! i rollen som den kræftsyge Cecilie. Clara vil desuden også kunne opleves i JOURNAL 64, som afslutter filmatiseringen af Jussi Adler Olsens romanserie.

For Michael Noer bliver ET BEDRE LIV hans fjerde danske film. Han fik sit store gennembrud med spillefilmen R (2010), som foregik indenfor fængselsmurene, siden fulgte gangsterfilmen NORDVEST (2013) fra den københavnske forstad og senest var han aktuel i de danske biografer med dramaet NØGLE HUS SPEJL (2015), som havde Ghita Nørby i hovedrollen.

Men mellem sin seneste danske film og ET BEDRE LIV, har Michael Noer også nået at instruere filmatiseringen den amerikanske klassiker, PAPILLON (2017), - filmen har endnu ikke har haft dansk biografpremiere.

ET BEDRE LIV er skrevet i samarbejde mellem Jesper Fink og Michael Noer, produceret af Nordisk Film Productions v. producer Matilda Appelin, Rene Ezra og Tomas Radoor, filmet af Sturla Brandth Grøvlen og klippes af Adam Nielsen. Filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut og Danmarks Radio DR.

Filmoptagelserne sluttede ved udgangen af 2017, den bliver i disse dage præsenteret som work-in-progress på Göteborg International Festival. Dansk biografpremiere i starten af 2019 distribueret af Nordisk Film Distribution.