house-jack-web

Første stillbillede fra Zentropa og Lars von Triers THE HOUSE THAT JACK BUILT

26.10.2017

Zentropa har i dag udsendt første stillbillede fra Lars von Triers kommende film THE HOUSE THAT JACK BUILT. Billedet viser filmens hovedrolle, seriemorderen Jack, som spilles af Matt Dillon. Lars von Trier er i fuld gang med at klippe filmen, som forventes at få biografpremiere i 2018. 

THE HOUSE THAT JACK BUILT følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

Filmen er skrevet og instrueret af Lars Von Trier og produceres af Louise Vesth fra Zentropa i co-produktion med Film i Väst, Copenhagen Film Fund, Slot Machine. Internationalt salg sker gennem TrustNordisk, og nordisk distribution ved Nordisk Film.
Filmen har fået støtte fra Det Danske Filminstitut / konsulent Mikkel Munch-Fals, Det Svenske Filminstitut / konsulent Suzanne Glansborg, Nordisk Film & TV Fond, Centre National du Cinema et de l’image animée, Film- und Medienstiftung NRW, Eurimages, Creative Europe Programme – media of the European Union, og i samarbejde med DR, SVT. 

CAST

Matt Dillon - JACK

Siden sit gennembrud i THE OUTSIDERS har Dillon vist sig at være en af ​​de mest mangfoldige skuespillere i sin generation, blandt andet med en løssluppen præstation som privatdetektiv i THERE’S SOMETHING ABOUT MARY (1998).  Han vandt en IFP Spirit Award først for sin kantede præstation som narkoman i Gus Van Sants DRUGSTORE COWBOY (1989), og sidenhen for sit fængslende portræt af en racistisk betjent i den kritikerroste CRASH (2004). Sidstnævnte indbragte ham desuden nomineringer til en række præstigefyldte priser, herunder både en Golden Globe og en Oscar. Senest har han spillet hovedrollen i den amerikanske tv-serie WAYWARD PINES (2015).

Bruno Ganz - VERGE

Bruno Ganz har haft en fremtrædende karriere i især tysksprogede film- og tv-produktioner, og havde sit store gennembrud i SOMMERGÄSTE (1976). Han har arbejdet med en lang række international anerkendte instruktører som Werner Herzog, Wim Wenders og Francis Ford Coppola, og er kendt fra bl.a. WINGS OF DESIRE (1987) og PANE E TULIPANI (2000). Bruno blev for alvor kendt for sit anmelderroste portræt af Adolf Hitler i DER UNTERGANG (2004), og i 2010 modtog han en Lifetime Achievement Award ved European Film Awards.

Uma Thurman - LADY 1

Den prisvindende skuespillerinde Uma Thurman har bevist, at hun er en af filmbranchens mest alsidige kunstnere ved at udlåne sit talent til en bred vifte af anerkendte film og tv-serier. Uma Thurman blev verdenskendt efter sin rolle som Mia Wallace, den sexede gangsterfrue i Quentin Tarantinos PULP FICTION (1994). Den rolle gav Thurman en Oscar-nominering, og i 2003 teamede hun igen op med Tarantino i den internationale filmserie KILL BILL VOL. 1 (2003) og KILL BILL VOL. 2 (2004). Yderligere filmroller tæller bl.a. FARLIGE FORBINDELSER (1988), BEAUTIFUL GIRLS (1996), BATMAN & ROBIN (1997), LES MISÉRABLES (1998), SWEET AND LOWDOWN (1999), TAPE (2001), HYSTERICAL BLINDNESS (2002) for hvilken hun modtog en Golden Globe®, BE COOL (2005) og THE PRODUCERS (2005). I 2012 blev Thurman for første gang nomineret til en Emmy for hendes præstation i NBCs succes-serie SMASH.

Siobhan Fallon Hogan - LADY 2

THE HOUSE THAT JACK BUILT markerer tredje gang Siobhan Fallon Hogan spiller overfor Matt Dillon. Fallon Hogan spillede Dillons sekretær i Fox’s M Night Shyamalan-tvserie WAYWARD PINES (2016), og til påske kan hun opleves som Mitzi i Zach Braffs GOING IN STYLE, hvor Dillon også medvirker. Fallon Hogan har også optrådt i mindeværdige roller i adskillige filmhit over de seneste 25 år. Nogle af hendes filmroller tæller FORREST GUMP (1994), MEN IN BLACK (1997), FORHANDLEREN (1998), BABY MAMA (2008), NEW IN TOWN (2009), HVAD MED KEVIN? (2011), CHARLOTTES TRYLLESPIND (2006), THE BOUNTY HUNTER (2010) og HOLES (2003). Hendes udenlandske arbejde inkluderer DANCER IN THE DARK (2000) med Björk, DOGVILLE (2003) med Nicole Kidman og Lauren Bacall, samt FUNNY GAMES (2007) af Michael Haneke med Naomi Watts. Nogle af hendes tv-optrædener tæller SATURDAY NIGHT LIVE (1991-92), SEINFELD (1991-94) og 30 ROCK (2007).

Sofie Gråbøl - LADY 3

Den nylige Robert-vinder Sofie Gråbøl, som for nogle uger siden vandt for sin præstation i Zentropas drama DER KOMMER EN DAG (2016) har de senere år haft enorm succes internationalt med sin rolle som Sarah Lund i DRs FORBRYDELSEN (2007), der er blevet en verdensomspændende succes. Hun har stået på scenen hos National Theatre i London, og har senest haft en af hovedrollerne i to sæsoner af den britiske tv-serie FORTITUDE (2015).

Riley Keough - SIMPLE

Det unge amerikanske stortalent Riley Keough har allerede fuld fart på skuespillerkarrieren i USA. Hun har bl.a. spillet overfor Kristin Stewart i THE RUNAWAYS (2010), haft en stor rolle i THE GOOD DOCTOR (2011) overfor Orlando Bloom, spillet sammen med Channing Tatum og Matthew McConaughey i MAGIC MIKE (2012), medvirket i Nick Cassavetes’ YELLOW (2012) med Sienna Miller og Melanie Griffith, og senest har hun haft markante roller i bl.a. Andrea Arnolds AMERICAN HONEY (2016), George Millers seksdobbelt Oscar-belønnede actiondrama MAD MAX: FURY ROAD (2015) og hovedrollen i Steven Soderberghs tv-serie THE GIRLFRIEND EXPERIENCE (2016) på Starz – en præstation hun fik en Golden Globe-nominering for. I det kommende år spiller hun bl.a. overfor Robert Redford og Mara Rooney i filmen THE DISCOVERY og sammen med Adam Driver i Steven Soderberghs LOGAN LUCKY.