Logo

RSS Print

Nordisk Film Fonden samler sine hæderspriser til én samlet prisuddeling: ISBJØRNEN

ISBJØRNEN bliver en årligt tilbagevendende prisuddeling, der samler Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen og Erik Ballings Rejselegat.

For første gang samler Nordisk Film Fonden sine tre hæderspriser, Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen og Erik Ballings Rejselegat, under én stor samlet prisuddeling: ISBJØRNEN. Der bliver tale om en årligt tilbagevendende prisuddeling, som samler filmbranchen og afholdes første gang torsdag d. 9. november. 

Med den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen i værtsrollen, samt levende musik og live-interviews på scenen byder Nordisk Film Fonden indenfor til en festlig, tankevækkende og underholdende aften med talentet i fokus.

Tre priser vil blive uddelt i løbet af aftenen: Nordisk Film Prisen på 1.000 kr. x Nordisk Films alder (i år 111.000 kr.) til et lovende talent fra filmens verden, Ove Sprogøe Prisen på 30.000 kr. til en skuespiller og Erik Ballings Rejselaget på 50.000 kr. til et talent fra filmbranchen. Modtagerne af de tre priser vil blive interviewet på scenen, ligesom der også vil være live-interview med forfatteren bag den originale ”House of Cards”, Michael Dobbs. Aftenens musik leveres af den prisbelønnede danske sangerinde Soleima. Læs mere om ISBJØRNEN her. 

Om Nordisk Film Fonden

Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem de seneste 20 år. Fonden hjælper unge talenter ud i verden ved hjælp af legatportionerne Store- og Lille Isbjørn. Derudover yder fonden støtte til nye projekter med det formål at øge innovationskraften i filmbranchen ved at støtte projekter, der implementerer nye ideer og tiltag, som skaber værdi, såvel kunstnerisk som teknisk, og som har fokus på talentudvikling. 

Nordisk Film Fonden står blandt andet bag Isbjørnens Forfattercamp, der over fire år giver en række danske og nordiske manuskriptforfattere mulighed for at blive endnu bedre, ligesom Nordisk Film Fonden også støtter den alternative filmskole Super 16, som har fostret en lang række talenter. Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche, og har en årlig bevilling på fem mio. kroner. Læs mere om fonden her: Nordisk Film Fonden

Om priserne

Nordisk Film Prisen

Nordisk Film Prisen blev for første gang uddelt i 1996, og den har siden 2010 været en talentpris, der har sat fokus på at hylde unge talenter inden for filmens verden. Tidligere har instruktører og manuskriptforfattere som Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Michael Noer, Tobias Lindholm, Anders August og Kasper Munk været blandt de dygtige modtagere af prisen. For to år siden modtog en skuespiller for første gang Nordisk Film Prisen, da den gik til skuespillerinden Danica Curcic.

Prisudvalget: Producer Tomas Radoor (formand), manuskriptforfatter Kim Leona, manuskriptforfatter Anders August, afdelingschef for fiktion ved Det Danske Filminstitut Marianne Moritzen, filminstruktør og prismodtager sidste år May El-Toukhy samt filminstruktør Michael Noer.

Ove Sprogøe Prisen

Ove Sprogøe Prisen er en hyldest til én af Danmarks mest folkekære skuespillere. Prisen på 30.000 kr. tildeles en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på teatret eller på film det forgangne år, og i udnævnelsen er der lagt vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til at opnå samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe. Ove Sprogøe Prisen uddeles i år for 12. gang og er tidligere givet til bl.a. Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic og Ulrich Thomsen.

Prisudvalget: Morten Grunwald (formand), Bent Fabricius-Bjerre, Henrik Zein, Jan Lehmann, Lisbet Dahl, Henning Sprogøe, Katja Holm, Kim Skotte, Jens Refslund og Johanne Louise Schmidt (sidste års prismodtager – med i prisudvalget i 2017).

Erik Ballings Rejselegat

Erik Ballings Rejselegat blev stiftet af Nordisk Film Fonden i 2006. Prisen er på DKK 50.000 og uddeles som rejselegat, fordi Erik Balling sammen med kollegaen Henning Bahs i mange år viste, at rejser befordrer inspiration og skaberlyst - og giver kræfter til nye indsatser. Erik Ballings Rejselegat tildeles årligt til en person, der i det pågældende år har skabt et værk, som i særlig grad har vakt publikums opmærksomhed og interesse.

Prisudvalget: Producer Mikael Christian Rieks (formand), instruktør og sidste års modtager Ask Hasselbalch, skuespiller Birgitte Hjort Sørensen og Production Designer Mia Stensgaard.

Profil på Michael Dobbs

Lord Michael Dobbs er forfatter bag bogen House of Cards (1989), som har dannet baggrund for hele to tv-serier; aktuelt Netflix’s Golden Globe- og Emmy-vindende serie House of Cards (2013-) med Kevin Spacey i hovedrollen. Senest har han færdiggjort en bogserie om den tidligere britiske premierminister Winston Churchill, som han er ved at omskrive til teater. Den 68-årige Dobbs er uddannet fra Oxford, Tufts og Harvard universiteterne og har ud over sit forfatterskab bl.a. arbejdet som stabschef og som næstformand for de britiske Tories. Han fik i 2010 titlen som Baron Dobbs af Wylye.