websuper16

Super16 modtager 700.000 kroner fra Nordisk Film Fonden

13.10.2016

Den alternative filmskole Super16 uddanner vægtige filmtalenter til den danske filmbranche. En bevilling fra Nordisk Film Fonden skal styrke dette arbejde. 

Den alternative filmskole Super16 har etableret sig som en vigtig institution i den danske filmbranche, der uddanner stærke filmtalenter. Derfor uddeler Nordisk Film Fonden 700.000 kroner til Super16 over de næste tre år. Pengene skal dels bruges til uddannelsesformål og dels til udarbejdelse af en ekstern evaluering af filmskolens erfaringer, metoder, resultater og effekter. 

Super16 er en forening, som uddanner sine medlemmer til hhv. instruktører, manuskriptforfattere og producere. Medlemmerne er de igangværende elever, og et medlemskab har en varighed af tre år, som også er uddannelsens varighed. Der optages nye elever hvert andet år. 

Blandt instruktører uddannet på Super16 kan nævnes Martin Zandvliet, Carsten Myllerup, Jonas Arnby, Christina Rosendahl, Roni Ezra og mange flere. 

“Nordisk Film Fondens overordnede strategi er at fokusere på talentudvikling af høj kvalitet, og derfor giver det mening at støtte op omkring Super16, som er et initiativ, der har bevist sit værd. Super16 overlever alene på støtte fra filmbranchen og velvillige fonde, men har formået at udklække en lang række talenter, som har produceret kunstnerisk stærke film til et bredt publikum. Super16 er et fornyende element i filmbranchen og et innovativt modstykke til det allerede etablerede uddannelsessystem,” siger Nordisk Films koncerndirektør, Allan Mathson Hansen. 

”Bevillingen fra Nordisk Film Fonden giver Super16 mulighed for at realisere en række initiativer, der skal styrke og positionere foreningen udadtil. Ydermere vil bevillingen også medvirke til at skabe en mere bæredygtig forening og sikre et højt niveau på talentudviklingen af uddannelsens medlemmer,” siger den nuværende formand for Super16, Morten Mortensen.