Logo

RSS Print

Unge ændrer holdning til ulovlig streaming

Kampagnen “Os der elsker film” fortæller, at ulovlig streaming har konsekvenser, og det budskab har ikke mindst de unge taget til sig. Hver fjerde dansker mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen, er enten stoppet med at bruge de ulovlige tjenester eller vil nedsætte forbruget.

I november lancerede en samlet filmbranche sammen med en række virksomheder og organisationer kampagnen “Os der elsker film”, som sætter fokus på konsekvenserne af ulovlig streaming og download af film og tv-serier. 

Og kampagnen har haft stor effekt – særligt i forhold til de unge, der er den gruppe, som især bruger de ulovlige tjenester. 

Hver tredje dansker mellem 15 og 69 år har set kampagnen, og blandt de unge mellem 15 og 24 år er tallet oppe på 56 procent, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov. Hver fjerde af de unge, der har set kampagnen, angiver, at de herefter har stoppet eller vil nedsætte deres forbrug af ulovlige tjenester. 

Budskabet om, at ulovlig streaming har konsekvenser, synes at have ramt plet, da undersøgelsen fra YouGov også viser, at 54 procent af de unge, der har set kampagnen, mener, at det slet ikke er acceptabelt at streame film ulovligt. For hele befolkningen er tallet 67 procent. 

“Vi ved, at det især er de unge, som streamer ulovligt, fordi det er nemt, og fordi det ikke opfattes som “rigtig ulovligt”. Derfor er det utrolig glædeligt, at vi har formået at lave en kampagne, som faktisk rammer de unge – 84 procent af dem synes ligefrem kampagnen er god – og tilmed påvirker deres adfærd. Det er utroligt positivt,” siger Line Aarsland, som er Vice President for Communcation and Public Affairs i Egmont, en af aktørerne bag “Os der elsker film”.  

Kampagnen “Os der elsker film” består blandt andet af en film med skuespillerne Lars Brygmann og Bebiane Kreutzmann I hovedrollerne.Filmen er blevet set mere end tre mio. gange i landets biografer, på online-platforme samt på hjemmesiden www.osderelskerfilm.dk, hvor der også kan findes oplysninger om konsekvenserne ved ulovlig streaming og download. Her findes også et undervisningsmateriale rettet mod 7.-9. klasse. Kampagnen vil fortsætte det kommende år og bl.a. fokusere på folkeskoler. 

Spørger man de unge mellem 15 og 24 år, der har set kampagnen, så synes 84 procent godt eller meget godt om den. Også hos forældre med hjemmeboende børn er der sket en ændring. Her har 24 procent af de adspurgte talt med andre om kampagnen.

Bag kampagnen står: Rettighedsalliancen, Egmont, Nordisk Film, Alinea, Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, Danske Biografer, Foreningen af Danske Videodistributører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Blockbuster, TDC, DI Digital, Dansk Erhverv, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Google, Danske Dramatikere og Carl Hansen & Søn. 

Fakta:
31 procent af danskerne mellem 15 og 69 år har set kampagnen “Os der elsker film”.
56 procent af de unge mellem 15 og 24 år har set kampagnen “Os der elsker film”. 

81 procent af danskerne mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen, synes meget godt eller godt om den.
• 84 procent af de unge mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen, synes meget godt eller godt om den. 

70 procent af danskerne mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen, bruger ikke ulovlige tjenester.
• 12 procent af danskerne mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen har nedsat, stoppet eller ønsker at nedsætte deres forbrug af ulovlig tjenester. 

56 procent af de unge mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen, bruger ikke ulovlige tjenester.
• 25 procent af de unge mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen har nedsat, stoppet eller ønsker at nedsætte deres forbrug af ulovlig tjenester. 

67 procent af danskerne mellem 15 og 69 år mener ikke, at det er acceptabelt at streame eller downloade film ulovligt.
• 54 procent af de unge mellem 15 og 24 år mener ikke, at det er acceptabelt at streame eller downloade film ulovligt. 

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1512 CAWI-interview med danskere i alderen 15-69 år.