Logo

 

En hybrid partner

 

Rettigheder er rygraden i Nordisk Film. Et stærkt katalog af både internationale og nordiske titler er en forudsætning for en profitabel filmforretning. Og rollen som attraktiv partner inden for både distribution og co-produktion gør Nordisk Film svær at komme udenom.

Tendensen i filmmarkedet er, at der er færre titler, der klarer sig rigtig godt. Derfor skal en stor distributionsforretning som Nordisk Film geares anderledes. ”Vi tror på, at fremtiden er en hybrid af produktion og distribution, hvor vi rummer det bedste fra begge verdener. Vi arbejder tæt sammen med både med vores egen filmproduktion og med vores gode partnere i det nordiske filmmiljø. Vi har en stor viden om forbrugerne, og den viden skal vi bruge til sammen med producenterne at skabe det bedste kreative output. Desuden skal vi bygge markedsandele på det voksende digitale marked”, fortæller Kenneth Wiberg, adm. direktør i Nordisk Film Distribution.
Hvor distributionen tidligere købte op imod 100 udenlandske film til distribution i Norden, slipper nu kun omkring 35 titler gennem nåleøjet. ”Vi er blevet mere fokuserede i vores indkøb, desuden indtager vi rollen som co-producent på nordiske blockbustere. Disse nye elementer i vores strategi giver os muskler og forhandlingsstyrke overfor detailleddet, vores kunder, som i disse år konsoliderer i stor stil,” siger Kenneth Wiberg.
Nordiske blockbustere har en stor og stigende betydning. Det er dét forbrugerne efterspørger og presset fra de store Hollywood-produktioner er stort. Stieg Larssons Millenium-trilogi er et eksempel på en co-produktions case, der er helt i tråd med Nordisk Films strategi på området. Krimi-området udgør et stort potentiale, som der er fuldt fokus på fra både Nordisk Film og co-produktionspartnernes side.
Lone Korslund, ansvarlig for de nordiske filmindkøb, fortæller: ”Inspireret af Millennium- trilogien fokuserer vi på større nordiske film med potentiale på tværs af de nordiske lande. Dette kan skabe mulighed for større produktionsbudgetter, tiltrække de bedste nordiske kreative kræfter og massiv markedsføring i Norden. For øjeblikket samarbejder vi bl.a. med svenske Yellowbird om Jo Nesbøs ”Headhunters”, som er færdigoptaget og har release næste efterår. Med samme partner skal vi co-producere seks film baseret på Liza Marklunds bøger. Den første, ”Nobels Testamente” bliver en biograffilm med release i foråret 2012. Vi har flere store nordiske projekter i støbeskeen, og Nordisk Film skal være et naturligt valg som coproduktionspartner og distributør, fordi vi har stor erfaring og kan tilføre hver film noget ekstra, fordi vi rummer hele værdikæden.”
”Vi har en overordnet mission om at være den mest attraktive distributionspartner i Norden. Vi har de bedste forudsætninger for at tage og fastholde den position. Vi er også godt på vej til at blive det naturlige partner-valg til store nordiske co-produktioner. For selvom vi er store, så ved vi, hvordan man gør det bedste for den enkelte film. Det er der, vi tilfører værdi og det er dét, vi vil måles på, ” slutter Kenneth Wiberg.
 

Nordisk Film

Nordisk Film
Mosedalvej 14
2500 Valby
Danmark
Telefon: +45 36 18 82 00
Fax: +45 36 18 93 00

CVR: 52145015