Logo

 

Nordisk Film Fonden tildeler Susanne Bier Erik Ballings Rejselegat

05 november, 2010
 

Under fejringen af Nordisk Films 104-års fødselsdag har Nordisk Film Fonden i dag uddelt Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kr. til filminstruktør Susanne Bier.

Erik Ballings Rejselegat uddeles til ”en person, som skaber værker, der i særlig grad - ligesom Ballings film - appellerer til et bredere publikum og dermed understøtter dansk films popularitet.” Prisen er et rejselegat, fordi Erik Balling sammen med Henning Bahs i mange år viste, at rejser befordrer inspiration og skaberlyst - og giver kræfter til nye indsatser.

Årets prismodtager har siden sin debut i 1991 med ”Freud flytter hjemmefra”, gennembruddet i 1999 med ”Den eneste ene” og senest med ”Hævnen”, der foreløbig har solgt over 400.000 billetter i Danmark, sat sit præg på dansk film.

I motivationstalen til Susanne Bier sagde juryformand Thomas Heinesen blandt andet:

”Susanne Bier har som ingen andre instruktører med stor træfsikkerhed fortalt historier der får følelsesmæssig autenticitet, troværdige karakterer, basal spænding og en god portion humor til at gå op i en højere enhed. Hun forstår at formidle følelser og stemninger som ingen anden, og hun forstår at det er sjovest samtidigt at tale til et stort publikum.”
 
 

Nordisk Film

Nordisk Film
Mosedalvej 14
2500 Valby
Danmark
Telefon: +45 36 18 82 00
Fax: +45 36 18 93 00

CVR: 52145015