isbj-c3-98rnen-2018

ISBJØRNEN 2018 er uddelt!

08.11.2018

For andet år i træk er Nordisk Film Fondens tre hæderspriser blevet overrakt under én samlet prisuddeling ISBJØRNEN: Nordisk Film Prisen går til instruktør Gustav Möller. Ove Sprogøe Prisen går til skuespiller Katrine Greis-Rosenthal. Erik Ballings Rejselegat går til skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz.

For andet år i træk har Nordisk Film Fonden her til aften uddelt sine tre årlige hæderspriser under én samlet prisuddeling: ISBJØRNEN. Uddelingen blev fejret ved et gallaarrangement for den danske filmbranche i Nordisk Films studier i Valby med Nicolaj Kopernikus ved roret som vært.

Årets prismodtagere er: filminstruktøren Gustav Möller, der modtog Nordisk Film Prisen 2018 på 112.000 kr. (1.000 kr. x Nordisk Films alder), skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal, der modtog Ove Sprogøe Prisen 2018 på 50.000 kr., samt skuespillerne og manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz, der i fællesskab modtog Erik Ballings Rejselegat på 75.000 kr.

Nordisk Film Prisen 2018 går til Gustav Möller

A must-see masterclass in cinematic suspense” - Sådan indleder The Guardian deres anmeldelse af Den Skyldige, og med god grund: Gustav Möllers spillefilmsdebut som instruktør har vakt genlyd verden over. Siden premieren i juni har filmen solgt over 140.000 billetter i Danmark, og 270.000 alene i Frankrig, foruden at have indkasseret et hav af fem- og seksstjernede anmeldelser. Man får det distinkte indtryk, at publikumsprisen til årets Sundance Festival kun var starten. Den Skyldige er en af de sjældne danske film, der kan blive et lige så stort hit på internationalt plan, som den er i Danmark.

Blandt de tidligere modtagere af Nordisk Film Prisen finder man blandt andre Lars von Trier, Anders Thomas Jensen og sidste års modtager, Fenar Ahmad. Og som Mikael Rieks, juryformand for komitéen, understregede i motivationen for årets pris, er Gustav Möller en yderst værdig modtager: “Med sin første spillefilm Den Skyldige viser Gustav Möller meget konsekvente valg, åbenlyse og bemærkelsesværdige evner for filmisk fortællekunst, fintfølende sans for genre og en detaljebevidst personinstruktion. “Den Skyldige” er meget præcis og flasher i al sin enkelthed en instruktør med et stort talent. Den udfolder et nervepirrende gidseldrama på en fremragende og original måde, der får publikum til at sidde åndeløst yderst på sædet og følger handlingens modige twist (…)  Det er med andre ord en yderst stærk og stilsikker debut, skarpt og stramt fortalt.

Ove Sprogøe Prisen 2018 går til Katrine Greis-Rosenthal

Katrine Greis-Rosenthal er en af de mest lovende unge skuespillere i Danmark. Siden 2010, hvor hun optrådte i Christoffer Berdals opsætning af Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teater, har hun markeret sig med en række stærke roller i film og teater. Men det er med Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans Lykke-Per, at Katrine for alvor har slået sit navn fast som en af de nye ledestjerner i dansk film.

I komitéens motivationstale fremhævede Henning Sprogøe, skuespiller og teaterchef, netop de menneskelige aspekter af rollen som Jakobe, og den empati, som Katrine Greis-Rosenthal griber rollen an med: “Vi bliver hårdt ramt af Jakobes ensomhed og søgen. Vi ledsages i hendes kamp for at konvertere de forventninger andre har til hende, til de forventninger hun har til sig selv. (..) Det der gør Jakobe til dette minde er, at du låner hende dit blik. Det blik der, i dine øjnes reservat, både søger, sørger, risikerer, insisterer og inviterer.

Netop nu er Katrine Greis-Rosenthal også aktuel i TV 2s dramaserie Kriger, og til januar har hun en mindre rolle i Thomas Vinterbergs internationale storfilm Kursk.

Erik Ballings Rejselegat 2018 går til Ditte Hansen og Louise Mieritz

Da DR i 2016 valgte at tage Ditte og Louise af sendefladen, satte de gang i en lavine, som et par år efter resulterede i en af de seneste års bedst anmeldte danske komedier. Med deres karakteristisk bidende humor spidder Ditte Hansen og Louise Mieritz i Ditte & Louise effektivt og hylende morsomt en branche og dens behandling af mænd og kvinder.

Det er en problemstilling, det kræver et ikke uanseeligt mod og talent at behandle som komiker. Lina Flint, producer hos Nordisk Film Spring, sagde bl.a. følgende i sin motivationstale:“I har med jeres serie og jeres film kastet jer ud i en genre, i nogle tematikker og på en måde som de færreste tør at prøve kræfter med, og I lander på begge ben og har på vejen provokeret og rykket både publikum og branchens grænser. (…) I har gennemført jeres entreprenørskab på trods og på tværs af formater og med jeres kvartet, der også består af instruktør Niclas Bendixen og fotograf Manuel Claro, minder I os om, at film og serier er det smukkeste resultat af en kollektiv skabelsesproces.

Om Nordisk Film Fonden

Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem de seneste 20 år. Fonden hjælper unge talenter ud i verden ved hjælp af legatportionerne Store- og Lille Isbjørn. Derudover yder fonden støtte til nye projekter med det formål at øge innovationskraften i filmbranchen ved at støtte projekter, der implementerer nye ideer og tiltag, som skaber værdi, såvel kunstnerisk som teknisk, og som har fokus på talentudvikling. 

Nordisk Film Fonden står blandt andet også bag PictureThis, en årlig tilbagevendende konference, der udforsker skæringspunktet mellem historiefortælling, ny teknologi og visioner for fremtidens filmproduktioner, ligesom Nordisk Film Fonden også støtter den alternative filmskole Super 16, som har fostret en lang række talenter. Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche, og har en årlig bevilling på fem mio. kroner. Læs mere om Nordisk Film Fonden her.