danicacurcic-foto-steen-brogaard

Nordisk Film Prisen 2015 går til skuespillertalentet Danica Curcic

08.04.2015

Imperial dannede onsdag d. 8. april rammen for uddelingen af filmbranchens største talentpris: Nordisk Film Prisen.

Den prestigefyldte pris er for første gang i Nordisk Film Prisens historie gået til et af Danmarks skuespillertalenter. Modtageren af prisen blev Danica Curcic, der sammen med prisen også modtog 109.000 kr. – Nordisk Films alder gange DKK 1000.

Nordisk Film Prisen blev uddelt første gang i 1996, og har siden 2010, hvor prisen blev en talentpris, sat ekstra fokus på unge spirende talenter frem for etablerede navne. Igennem årene er instruktører og manuskriptforfattere, som Lars von Trier og Anders Thomas Jensen, løbet af sted med den prestigefyldte pris. I 2014 vandt filminstruktør Daniel Dencik prisen, mens filminstruktørerne Omar Shargawi og Kaspar Munk har vundet talentprisen de foregående to år.

I år er Nordisk Film Prisen gået til skuespillerinden Danica Curcic, som havde sin professionelle debut i 2012 som ’Lulu’ på det kongelige teater, der indbragte hendes første Reumert. Siden da har Danica vundet flere priser for sin usædvanlige indsats på tv, film og teater – heraf kan nævnes Ove Sprogøe Prisen 2014, en Robert i 2015 for ”bedste kvindelige birolle” samt en Bodilpris i 2015 for ”Bedste kvindelige hovedrolle” med filmen ’Stille Hjerte’.


Foto: Steen Brogaard

Michal Noer, filminstruktør og medlem af prisudvalget, sagde b.la. i sin motiveringstale:

Danica er fuldstændig unik i sin tilgang til at engagere sig i en rolle. Hovedkulds kaster hun sig selv ind i tilblivelsen af en karakter og stiller sig selv fuldstændig til rådighed, uden at gå på kompromis med eller slippe karakterens kerne.
Det er derfor ikke uden grund, at årets prismodtager har travlt, men når vi er sammen med hende i biograf mørket – så står tiden stille.

Engang imellem rammer et lyn – det går hurtigt, det lyser op og slår ned I os alle
- Årets prismodtager er Danica Curcic.