Logo

RSS Print

Oversigt over Nordisk Films historie

Nordisk Film har været en del af Danmarks filmhistorie i mere end 100 år.

1905

Den 23. april 1905 åbner Ole Olsen Biografteatret - én af de første biografer i Danmark – på adressen Vimmelskaftet 47 i København.

1906

I begyndelsen af 1906 begynder Ole Olsen selv at producere levende billeder under navnet Ole Olsens Filmindustri eller Ole Olsens Filmfabrik. Den første film hedder ”Duer og Maager” – en lille reportage af ca. 2 minutters varighed, men der bliver også helt fra begyndelsen lavet dramatiske film, som indtil 1911 havde en spillelængde på ca. 20 minutter. Tegneren Robert Storm Petersen medvirker i en del af de tidligste ’spillefilm’, som overvejende iscenesættes af den forhenværende sergent Viggo Larsen, der ofte selv er at finde på rollelisterne.

6. november er den officielle dato for grundlæggelsen af Nordisk Films Kompagni, der inden udgangen af året har kontorer i Vimmelskaftet, optagefaciliteter på en kolonihavegrund i Valby, kopierings-fabrik i Frihavnen, filial i Tyskland og fast agent i Sverige. Isbjørnen på globussen bliver selskabets varemærke, der i løbet af de følgende år går sin sejrsgang over hele verden.

1907

Der etableres filialer i Wien og London.”Løvejagten” optages og bliver en kæmpesucces med 259 solgte kopier. Filmen kommer til at koste Ole Olsen hans bevilling til Biografteatret, da han trodser et forbud udstedt af justitsminister Alberti om at fortsætte optagelserne efter en anmeldelse om dyremishandling. Derfor får filmen først premiere i Danmark i 1908.

1908

Scene I tages i brug på Optagelsesteatret i Valby.

Filial i New York oprettes under navnet ”Great Northern Film Company”.

1910

Scene II tages i brug. Flerspolers-film introduceres med stor succes af det århusianske selskab Fotorama med ”Den hvide Slavehandel”. Ole Olsen er ikke sen til at overtage idéen, og fra 1911 satser Nordisk, som det første selskab i verden, udelukkende på flerspolers-spillefilm af ca. 45 minutters varighed.

Tiden fra 1909 til udgangen af 1916 er Nordisk Films storhedstid. Det topper i 1914, både hvad angår producerede titler (143 fiktionsfilm og 46 non-fiktion) og solgte meter (ca. 4,3 mio. meter = 7110 kopier). Filmene distribueres over hele verden.

1911

Nordisk Film bliver et aktieselskab, og Ole Olsen får titel af generaldirektør. Skuespilleren Valdemar Psilander indspiller sin første film for Nordisk ”Ved Fængslets Port”. I løbet af 6 år medvirker han i mere end 80 film hos Nordisk og bliver én af datidens største filmstjerner.

Nordisk spinder guld på Psilander, men da han ved udgangen af 1916 forlanger 250.000 kr. i gage, vælger Nordisk at takke nej. Andre store stjerner er Olaf Fønss, Clara Pontoppidan og nordmanden Gunnar Tolnæs. Asta Nielsen indspiller 2 af sine i alt 4 danske film hos Nordisk Film: ”Balletdanserinden” i 1911 og ”Mod Lyset” i 1919.

1912

Scene III tages i brug. Aktionærerne får 60% i udbytte.

1913

Nordisk Film ansætter Carl Th. Dreyer som manuskriptforfatter og –konsulent. I 1918 instruerer han sin første film ”Præsidenten” (da. premiere 9.2. 1920, svensk premiere 1919) og året efter den ambitiøse ”Blade af Satans Bog” (da. premiere 24.1.1921).

1914

Nordisk Films Kompagni når højdepunktet inden for produktion af stumfilm. Der produceres 143 fiktions- og 46 non-fiktionsfilm og mere end 7000 kopier sælges.

1915

Scene V – det største atelier – tages i brug.

1916

Selskabets filial i New York lukkes.

1917

1. verdenskrig vanskeliggør i høj grad distributionen af film for Nordisk over hele verden.

Filialen i New York er blevet afviklet i 1916, og det for selskabet vigtige russiske marked lukkes med revolutionen i 1917. Men det egentlige dødsstød får Ole Olsen i Tyskland, hvor han bliver tvunget til at afhænde sine interesser, som indbefatter ca. 60 biografer, et mindre produktionsselskab m.m. med en samlet aktiekapital på ca. 30 mio. mark. Nordisk taber adskillige millioner kroner. Produktionen falder drastisk fra 1917, hvor der laves 60 spillefilm til det absolutte nulpunkt i 1929. Dygtige filmfolk forlader selskabet. Lau Lauritzen, der har instrueret mere end 200 farcer for Nordisk siden 1913, går i 1920 til Palladium og skaber dér Fyrtårnet og Bivognen.

1922

A. W. Sandberg, som har været en succesrig instruktør for Nordisk Film siden 1914, bliver chef for produktionsafdelingen. I løbet af 1920’erne instruerer han en række store og dyre udstyrsdramaer bl.a. de berømte Dickens adaptioner ”David Copperfield” og ”Lille Dorrit”.

1923

H. Bloch-Jespersen bliver administrerende direktør for Nordisk Films Kompagni (1924-1926).

1926

Der dannes en bestyrelse, som får medindflydelse på driften af Nordisk Films Kompagni.

1928

2. juni går Nordisk Films Kompagni i betalingsstandsning. Den 22. juni besluttes det på en generalforsamling at lade selskabet træde i likvidation. Den velhavende børsmægler Carl Bauder - der siden 1926 havde haft aktiemajoriteten i både Nordisk og Palads Teatret - overtager alle aktiver og reorganiserer selskabet under navnet Nordisk Films-Kompagni af 1929. Frem til udgangen af 1935 hedder det Nordisk Tone-film, og derefter vender man tilbage til det oprindelige Nordisk Films Kompagni.

Carl Bauder, filmselskabets ejer og redningsmand, påtager sig aldrig stillingen som direktør, men som menigt medlem af bestyrelsen styrer han koncernen fra kulissen. Som indehaver af Petersen & Poulsens tonefilmpatenter tjener han mange penge op gennem 30’erne, da han sensationelt vinder retssager, så selv store amerikanske selskaber som Paramount, Fox og MGM må betale licens til Nordisk for den såkaldte ’støjfri’ lydgengivelse.

1929

Carl Bauder, en velhavende børsmægler, som siden 1926 har ejet størstedelen af Nordisk Films Kompagni og Palads Teateret, omdanner filmselskabet til ”Nordisk Films Kompagni" af 1929. Fra 1929 til 1935 kaldes selskabet ”Nordisk Tonefilm”. Carl Bauder bliver aldrig administrerende direktør, men som medlem af bestyrelsen leder han imidlertid virksomheden. Som ejer af Petersen Poulsens tonefilms patent vinder han i 1934 sensationelt en retssag, der forpligter de store amerikanske selskaber som Paramount, Fox og MGM til at betale Nordisk Film for rettighederne til brugen af ”lydløs” lydproduktion i Skandinavien.

1936

Holger Brøndum bliver administrerende direktør for Nordisk Films Kompagni (1936-64).

1940

Tyskland er både før, under og efter besættelsen dansk films betydeligste samhandelspartner. Under besættelsen giver manglen på amerikanske film mere plads til danske og tyske film. Nordisk Films ejer Carl Bauder er geskæftig og forsøger at få monopol på distribution af tyske film i begyndelsen af besættelsen. Det lykkes ikke, da Nordisk Film formentlig ikke regnes som tilstrækkeligt tyskvenlige. Ligesom resten af den danske filmindustri handler Nordisk Film med tyskerne under besættelsen. Nordisk Films fabrik i Frihavnen har kontrakt på kopiering af tyske film, Nordisk Film udlejer mandskab til produktion af Ugerevyen, ligesom selskabet eksporterer danske film til Tyskland. Det står klart, at Nordisk Films ejer og topledelse ikke sympatiserer med nazismen, der bliver ikke angivet folk, og der er fortsat ansat jøder i filmselskabet under krigen. En undersøgelse af Nordisk Film for værnemageri bliver henlagt efter krigen.

1944

Under besættelsen ’schalburgteres’ diverse forlystelsessteder. Studierne i Valby sprænges af tyskerne 7. februar og Kino-Palæet (som er Nordisk Films biograf i kraft af Bauders bevilling) rammes 31. marts med voldsomme ødelæggelser til følge.

1946

Erik Balling ansættes som instruktørassistent og bliver siden instruktør, manuskriptforfatter, produktionschef og i 1957 direktør. Debuterer som instruktør i 1953 med komedien ”Adam og Eva”. Tegner selskabet gennem fire årtier og skaber nogle af de største succeser inden for dansk film og tv med bl.a. ”Qivitoq” (1956), som opnår en Oscar-nominering i 1957, de tre Poeten og Lillemor-film (1959-61), Olsen Banden-serien (1968-81), Huset på Christianshavn (1970-77), Matador (1978-82) og hans sidste spillefilm ”Midt om Natten” (1984).

Ove Sevel ansættes samme dag som Balling og starter ligeledes som instruktørassistent, men i kortfilmafdelingen. I 1951 gøres han til leder af den nystartede afdeling Nordisk Film Junior, der producerer dokumentarfilm, reklamefilm, tv-programmer til USA, børnefilm og versioneringer. I 1964 bliver han direktør for hele koncernen efter Holger Brøndum og varetager den daglige ledelse helt frem til 1982. Først i 1990 forlader Sevel definitivt Nordisk, da han fratræder posten som bestyrelsesformand.

1951

Ove Sevel bliver chef for den nye ”Nordisk Film Junior” afdeling, der producerer dokumentarfilm, reklamer, børnefilm samt danske udgaver af eksisterende materiale.

1956

7. maj udsender Nordisk den første danske spillefilm i farver ”Kispus”.

1957

Erik Ballings ”Qivitoq” nomineres til en Oscar. Erik Balling bliver administrerende direktør for Nordisk Films Kompagni A/S (1957-1989).

1963

”Sommer i Tyrol”, instrueret af Erik Balling, indspilles i Østrig. Nordisk Film fokuserer på
kulturelle film.

1964

Ove Sevel bliver administrerende direktør for Nordisk Film (1964-1982).

1965

Ian Flemmings Agent 007 historier inspirerer Nordisk Film til at producere to spionkomedier, ”Slå først Frede”, instrueret af Erik Balling (1965), og ”Slap af Frede”, ligeledes instrueret af Erik Balling (1966).

1967

”S/S Martha”, instrueret af Erik Balling, indspilles i Grækenland. ”Martha” er i dag en kultfilm blandt søfolk. Filmen er en del af eksamenspensum på Svendborg Søfartsskole, ”Restaurant Børsen” i Svendborg er udformet som skibet ”Martha” og særlige Martha-fællesskaber etableres i Sverige samt Danmark.

1968

Erik Balling instruerer ”Olsen Banden”.

1970

”Huset på Christianshavn”, en TV-serie i 84 dele instrueret af Erik Balling (1970-1977). Den første TV-dramaproduktion lavet særligt til TV. Mens andre filmproduktionsselskaber lukker, tjener Nordisk Film godt på TV-serier og undgår således nedskæringer blandt personalet.

1971

”Olsen Banden i Jylland”, instrueret af Erik Balling. I perioden 1971-1981 indspilles en Olsen Banden-film hver sommer. Olsen Banden bliver et af Danmarks største film-hits.

1972

Scene 3 genopføres. Det største studie i Valby.

1978

”Matador”, en TV-serie i 24 dele instrueret af Erik Balling (1978-1982), bliver den til dato største TV-succes i Danmark. ”Honning måne”, instrueret af Bille August, vises ved den Internationale Film Festival i Moskva og vinder tre Bodilstatuetter i Danmark.

1981

”Jeppe på bjerget”, instrueret af Kaspar Rostrup, vises i Moskva og får tre danske Bodil-statuetter. ”Kundskabens Træ”, instrueret af Nils Malmros, vinder Filmlinsen i Lübeck, en Bodil-statuette for bedste cinematografi, Gjest Baardsen-Prisen i Norge og vises på den internationale filmfestival i Cannes.

1982

Jens Jordan bliver ny administrerende direktør for Nordisk Film (1982-1995). Fortsætter og færdiggør renoveringen af Palads, der ligeledes inddeles i flere sale (igangsat af Ove Sevel).

1983

”Zappa”, instrueret af Bille August, vises i Cannes, Moskva og Giffoni. Den vinder en Bodil samt kritikerprisen i Skandinavien. ”Forræderne”, instrueret af Ole Roos, vises i Moskva og vinder to danske Robert- og en Bodil-statuetter. ”Skønheden og Udyret”, instrueret af Nils Malmros, vinder fire danske Robert- og to Bodil-statuetter.

1984

Hans Morten Rubin bliver administrerende direktør for Nordisk Film, Valby (1984-1992). Under hans ledelse etableres Danmarks første private lokal tv-station, Weekend-TV. Weekend-TV ejes af Nordisk Film, Gutenberghus, Aller, Politiken, Børsen og Berlingske Tidende. Fra studie 3 i Valby sender Weekend-TV sport og børneprogrammer. Kanalen er gratis.

Med en ny kantine og tv-afdeling udvider Nordisk Film. ”Midt om natten”, instrueret af Erik Balling, har den danske musiker, Kim Larsen, på rollelisten. Den vinder en Bodil- og en Robert-statuette. ”Fremtidens børn”, instrueret af Ove Nyholm, vinder for bedste cinematografi i Barcelona, bliver guldmedaljevinder på Røde Kors’ Sofia Festival.

”Forbrydelsens element”, instrueret af Lars von Trier, vinder Grand Prix du technique i Cannes, Silver Hugo i Chicago, Joseph von Sternberg prisen i Mannheim, Melhor Realizador i Oporto, Distribution Prize i Belgien og en dansk Bodil- og syv Robert-statuetter. ”Tro, Håb og Kærlighed”, instrueret af Bille August, vinder juryens specialpris i Laon, den vises ved konkurrencen i Moskva og vinder for bedste hovedrolle. Yderligere får den førstepræmien i Lille, vises i Cannes og vinder fire Robert-statuetter og den Gyldne Spore i Danmark.

1985

Weekend-TV transmitterer hver fredag live-underholdningsprogrammet ”Så’ det fredag”.

1986

I påsken lukker den private tv-station. Investorernes kasse er tom.

”Mord i mørket”, instrueret af Sune Lund-Sørensen, har den danske musiker Michael Falch på rollelisten, og den vinder for bedste cinematografi på Cattolica Mystfestival samt en dansk Bodil-statuette. ”Flamberede Hjerter”, instrueret af Helle Ryslinge, vinder for bedste instruktør og bedste kvindelige skuespiller på Digne Women’s Film Festival, modtager særomtale i Rouen, tre danske Bodil- og syv Robert-statuetter samt European Distribution Prize.

1987

Nordisk Film nedsætter en tænketank, som fører til etableringen af Nordisk Film Broadcast. ”Babettes gæstebud”, instrueret af Gabriel Axel, tildeles adskillige prestigefyldte, internationale filmpriser i Bruxelles, Digne, Rotterdam, Rouen, Storbritannien, Milano samt Kina og får ligeledes en Oscar for bedste udenlandske film (1988). Der er tale om den første danske Oscar nogensinde. ”Pelle Erobreren”, instrueret af Bille August, vinder en Oscar for bedste udenlandske film (1989), Palme dór i Cannes, to Guldbaggar i Göteborg, en Golden Globe Award, fire Bodil- og otte Robert-statuetter.

1988

Den 1. oktober går TV2, en ny, national tv-kanal, i luften. Nordisk Film Broadcast leverer adskillige programmer til TV2, såsom ”Eleva2eren” (1988-1996) og ”Lykkehjulet” (1988-2000).

”Ved vejen”, instrueret af Max von Sydow, vises i Cannes og vinder for bedste kvindelige hovedrolle samt specialprisen, Catalonia, i Barcelona. Yderligere vinder den en Bodil, en Robert og to Guldbaggar i Skandinavien.

1989

”Dansen med Regitze”, instrueret af Kaspar Rostrup, vinder Grand Prix i La Baule, for bedste skuespiller i Brücke, bedste film i Rouen, den mest kunstneriske film i Montreal, fire Robert, fem Bodil og nomineres til en Oscar. ”Tarzan Mama Mia”, instrueret af Erik Clausen, vinder for bedste børnefilm i Utrecht, får særomtale i Berlin, Prix de la poste i Laon, to sølvelefanter i Trivandrum, Grown-ups Choice Award i New England samt Le Cinemalia d’argen ved Cinemalia Festivalen. ”Miraklet i Valby”, instrueret af Åke Sandgren, vinder Grand Prix for bedste ungdomsfilm i Tokyo, tre Guldbaggar, bliver årets bedste film i Sverige og vinder fire Robert-statuetter samt en Blå Elefant i Tyskland.

1990

Palads Teatrets facade males i Poul Gernes pastelfarver. Nordisk Film Broadcast producerer talk shows, speedway, fodbold og dokumentarprogrammer, såsom “Fak2eren”. Sidstnævnte er meget succesrig og tildeles Danmarks mest berømte pris, TV Oscar’en, samt den ansete Cavling-pris. Jannik Hastrup instruerer animationsfilmen ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”.

1991

”Europa”, instrueret af Lars von Trier, tildeles adskillige ansete priser, herunder Prix de la Commision og specialprisen i Cannes. ”Den store badedag”, instrueret af Stellan Ollson, vinder for bedste filminstruktør og kvindelige skuespiller ved Film Festivalen i Paris, Grand Prix du Jury i Roun samt OCIC-prisen i San Sebastian. ”Møv og Funder”, instrueret af Niels Gråbøl, vinder CIFREJ-prisen og UNICEF-prisen i Berlin.

1992

Nordisk Film fusionerer med Egmont - det tidligere Gutenberghus. Peter Herforth bliver administrerende direktør for Nordisk Film, Valby (1992-1995). ”Sofie” instrueret af Liv Ullmann, vinder Grand Prix Spécial og Prix Air Canada i Montreal, Golden Plaque Award i Chicago, prisen for bedste film i Marta del Plata, Special Jury Prize i Palm Springs, Prix du Jury Oecumén og Prix du Publique i Montreal. Ligeledes tildeles ”Sofie” prisen for bedste skuespiller i Rouen og for den mest kunstneriske film i Zimbabwe. ”Kærlighedens smerte”, instrueret af Nils Malmros, vinder fem Bodil- og syv Robert-statuetter.

1993

”Sort høst”, instrueret af Anders Refn, vinder fem Robert- og to Bodil-statuetter. ”Jungledyret Hugo”, instrueret af Stefan Fjeldmark og Flemming Quist Møller, vinder en Robert-statuette og den første Prize and Guri Award på Montevideo Divercine.

1994

”Min fynske barndom”, instrueret af Erik Clausen, vinder to Robert-statuetter, Prix de la Ville i Laon, prisen for bedste instruktør i Shanghai, bedste kvindelige birolle i Riga og nomineres til LA Annual Award. ”Carlo og Esther”, instrueret af Helle Ryslinge, vinder Visionary Award i Chicago og prisen for bedste spillefilm i Mostra.

1995

Krise i Nordisk Film, Valby. Peter Herforth og andre direktører forlader virksomheden.

1996

Nordisk Film inddeles i Egmont Distribution og Exploitation (Egmont Entertainment) og Film & TV Produktion. Ole Timm bliver administrerende direktør for Egmont Entertainment (1996-2000).

Søren E. Jakobsen bliver adm. direktør for Nordisk Film (1996-2002). ”Lærerinden”, instrueret af Bo Widerberg, vinder tre Guldbaggar i Göteborg, Jury’s First Prize i Roun, prisen for bedste skuespiller i Sverige, Sølvdelfinen i Troia, bedste mandlige- og kvindelige skuespiller samt bedste film i Durban og Special Grand Prix i Montreal.

”En loppe kan også gø”, instrueret af Stellan Ollson, vinder the Golden Slipper, Zlin og the Adult Jury Award i Chicago. Nordisk Film producerer ”Bryggeren”, der bliver den største og dyreste TV-miniserie, der hidtil er produceret i Skandinavien.

1997

”Let’s get Lost”, instrueret af Jonas Elmer, vinder tre Robert- og to Bodil-statuetter samt en Special Mention i Mannheim. ”Barbara”, instrueret af Nils Malmros, vinder en Bodil- og fem Robert-statuetter samt the Audience Award i Rouen.

1998

TV Drama producerer ”Julekalenderen” for DR og TV2. ”Lysets hjerte”, instrueret af Jacob Grønlykke, vinder NDR-Förderpreis i Lübeck og udvælges til the Sundance Film Festival (1999) og World Cinema Section i Utah.

2000

I Valby etableres et postproduktionslydstudie samt postproduktionsfaciliteter. ”Sirius Ekspeditionen 2000”, en tv-serie i fem dele instrueret af Stig Andersen. Kronprins Frederik deltager i ekspeditionen. ”Tsatsiki”, instrueret af Ella Lemhagen, vinder Krystalbjørnen for den bedste spillefilm ved børnefilmfestivallen i Berlin. Kenneth Plummer bliver administrerende direktør for Egmont Entertainment (2000-2002).

2002

Nordisk Film og Egmont Entertainment fusionerer.
Kenneth Plummer bliver administrerende direktør for Nordisk Film A/S (2002-2006).

Talkshow’et ”Go’ aften Danmark” sendes hver dag fra Københavns Hovedbanegård.

”Jeg er Dina”, instrueret af Ole Bornedal, premieres i Norge og bliver en stor international succes og prisvinder i adskillige kategorier. ”At kende sandheden”, instrueret af Nils Malmros, vinder tre Robert-statuetter og nomineres på A-Festival i Mar del Plata, Argentina.

2003

”En kongelig familie”, en international tv-serie i seks dele instrueret af Marcus Mandal og Anna Lerche, vinder adskillige priser og sælges til tv-selskaber rundt om i verden. På Cannes Film Festivalen modtager Christoffer Boe prisen caméra d’or for sin spillefilm ”Reconstruction”. Ligeledes ”Lykkevej”, instrueret af Morten Arnfred, er produceret af Nordisk Film. Den svenske co-produktion ”Ondskan” ses af mere end en million og nomineres til en Oscar. I Norge ses familiefilmen ”Olsenbanden jr. Går under vann” af 362.000 mennesker.

2004

Animationsfilmen Terkel i Knibe” produceret af A. Film, ses af 390.000 danskere. Den norske ”Olsen banden på rocker’n” bliver det år den mest sete film blandt nordmænd – mere end 400.000 billetter bliver solgt.

Nordisk Films top-distributionsfilm dette år er de to ”Kill Bill”-film instrueret af Quentin Tarantino.

Den nye reality-serie ”FC Zulu” erobrer tv-skærmene, og det populære format sælges til adskillige lande. I Norge er reality-programmet ”Jakten på Kjørligheten”, om landmænd på dates, den mest sete serie i landets tv-historie.

Nordisk Film Interactive sælger en million stykker software inden for spil.

2005

Kenneth Plummer trækker sig tilbage fra sin stilling som administrerende direktør for i stedet at blive generaldirektør på den danske public service-kanal, DR.

Nordisk Films danske spillefilm ”Anklaget” er nomineret på filmfestivalen i Berlin og vinder den ansete Prix Fassbinder. Den norske film ”Venner for livet”, vinder publikumsprisen under filmfestivallen i Amsterdam samt Amanda-prisen for bedste børne- og ungdomsfilm i Haugesund. Dokumentarfilmen ”Karen Blixen – Out of this world” vinder syv priser rundt om i verden, mens “Unge Andersen” vinder en Emmy for bedste tv-miniserie.

2006

Den 6. november 2006 fylder Nordisk Film 100 år, hvilket fejres med en lang række jubilæumsaktiviteter gennem hele året og besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe på selve jubilæumsdagen.

I februar indtræder Michael Ritto som ny administrerende direktør i Nordisk Film. Ritto kommer fra en stilling som direktør i MBO - the Music Business Organization - som Nordisk Film samtidig køber sig ind i.

”Fluerne på væggen” instrueret af Åke Sandgreen vinder en Bodil og en Robert. ”Anklaget” instrueret af Jacob Thuesen vinder to Robert-statuetter. Samtlige priser gives til skuespillere for deres præstationer.

2007

Nordisk Film TV etablerer en international afdeling og starter produktionen af ”2900 Happiness".

Nordisk Film nomineres til en Oscar for kortfilmen ”Helmer & Søn”, som er Søren Pilmarks debut som instruktør. Filmen ”Supervoksen”, der er instrueret af Christina Rosendahl fra den alternative filmuddannelse Super 16, vinder en Robert.

2008

Nordisk Film opkøber 50 % af Zentropa og danner det fælles salgsselskab, TrustNordisk.

PlayStation 3 er den spillekonsol på markedet, der sælger flest spil pr. solgt maskine.

I december forlader Michael Ritto Nordisk Film, i stedet indtræder Allan Hansen i stillingen som adm. direktør. Allan Hansen har arbejdet i Egmont siden 1989.

2009

Nordisk Film sælger tv-selskabet Nordisk Film TV til det internationale Banijay Entertainment.

Nordisk Film co-produktion "Millennium"-trilogien får premiere i danske biografer og er årets største biografsucces på tværs af alle fire nordiske lande. Nordisk Film er distributør på ungdomsfænomenet "Twillight", der får dansk premiere. Fine & Mellows "Frygtelig Lykkelig" og Nordisk Films egen "To verdener" modtager en stor del af årets Bodil-priser.

2010

Nordisk Film er distributør af flere af årets største filmsucceser: "The Hurt Locker" (Bedste film, Oscar 2010), den andenmest sete danske dokumentarfilm – nogensinde – "Armadillo", den Oscar-nominerede "An Education" og den tredje film i den verdensomspændende og populære "Twilight-saga".

Danmarks første animerede 3D-film "Olsen Banden på de bonede gulve" har premiere. Zentropas "Antichrist" bliver årets store Bodil-vinder med fem priser (heraf "Bedste film").

Nordisk Film sælger Euro Broadcast Hire (produktionsudstyr-udlejning) til svenske Twentyfourseven.

2011

Den anmelderroste spillefilm "R" vinder 8 Robert-priser og 3 Bodil-statuetter. "Klassefesten" er den mest sete danske film.

Erik Ballings "Qivitoq" fra 1956, den første danske film nogensinde nomineret til en Oscar, renoveres digitalt og relanceres på dvd. 

På tv vises dokumentarserien "De kongelige juveler" og den svenske co-produktion "Arne Dahl".

Susanne Biers "Hævnen" modtager en Oscar og en Golden Globe, og både "Hævnen" og Lars von Triers "Melancholia" modtager European Film Awards. Filmene er alle produceret af Nordisk Films associerede virksomhed, Zentropa.

2012

Nordisk Films norske storfilm "Kon-Tiki" bliver en af de bedst sælgende titler i Norge i nyere tid. "Kon-Tiki" bliver nomineret til såvel en Golden Globe som en Oscar i kategorien Best Foreign Language Film.

Nordisk Film står bag to film i Oscar-kapløbet dette år, idet Zentropas "En kongelig Affære" ligeledes opnår en nominering til en Oscar.  

I Danmark og internationalt bliver der taget godt imod den egen-producerede "Kapringen", som høster flere internationale priser, og er Bodil- og Robert-nomineret i flere kategorier.

"Jagten" vinder prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Cannes Filmfestival og en European Film Award for bedste manuskript.

Filmforretningen indgår en fornyet aftale med det internationale selskab Summit, der også inkluderer Lionsgate som følge af en fusion. Selskabet står bag de to succesfulde globale franchises "Hunger Games" og "The Twilight Saga".

Der bliver indgået en fireårig aftale med Steven Spielbergs filmselskab, Dreamworks.

Nordisk Film Shortcut-selskaberne inden for postproduktion bliver 100 procent digitaliserede.

I marts åbner Nordisk Film Biografer en ny biograf i Næstved.

Nordisk Film køber selskabet Venuepoint A/S, som håndterer salg af billetter gennem Billetlugen i Danmark, Billettportalen i Norge og Biljettforum i Sverige.

2013

I april overtager Nordisk Film Norges største biografkæde Oslo Kino AS fra Oslo Kommune som et led i en vækststrategi inden for biografdrift i Danmark og Norge.

I Norge har det associerede filmproduktionsselskab Maipo meget stor succes med familie- og animationsfilmen "Jul i Flåklypa".

I Danmark står den associerede virksomhed Zentropa bag de to største publikumssuccesser. Thomas Vinterbergs "Jagten" og  Mikkel Nørgaards "Kvinden i buret" bliver årets mest sete. "Jagten" vinder prisen for Årets Film ved både Bodil og Robert prisuddelingerne og nomineres til en Oscar.

PlayStation 4 lanceres med stor succes.

2014

Nordisk Film egne produktioner Klassefesten 2 – Begravelsen solgte mere end 600.000 billetter og filmen ”Kapgang” blev nomineret til 12 Robert statuetter.

Nils Malmros’ ”Sorg og Glæde” blev i år shortlistet til en Oscar for bedste udenlandske film og det associerede filmselskab Zentropa fik en publikumssucces med ”Fasandræberne” som solgte 764.000 billetter.

Nordisk Film udvidede sin andel af det Norske biografmarked ved at købe 49 % af kæden Kinosør som ligger i den sydlige del af Norge.

Dansk Reklamefilm starter firmaet Airmagine som vinder kontrakt på Københavns Lufthavn, og dermed fra starten af 2015 vil vise reklamefilm synkroniseret med flyene og deres passagerer, som er en hel ny måde at tænke outdoor reklamer på.

Dette er også året hvor Nordisk Film køber den nordiske markedsleder inden for gavekort løsninger Gavekortet.dk. 

2015

”Krigen” instrureret af Tobias Lindholm og produceret af Nordisk Film bliver i år nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Generelt har Nordisk Film et rigtig godt filmår med egne producerede titler såsom: René Ezras ”9. april” og Martin Zandvliets ”Under Sandet”, som vinder Årets Film ved Bodil uddelingen i februar.

Zentropa som Nordisk Film ejer en del af, står bag filmen ”Second Chance” instrueret af Susanne Bier som bliver udvalgt til Toronto og San Sebastian film festival.

Nordisk Film åbner i år en produktionsafdeling i Norge og bliver medinvestor i det svenske produktionsselskab Avanti Film.

Nordisk Film/SPRING søsættes i 2015 og er en produktions enhed under Nordisk Film Produktion, som bygger på unge talenter.

I august åbner Nordisk Film Biografer en ny biograf i Fields og forsætter udbygningen af biografkæden.

Endelig bliver Gavekortet.dk og den netop opkøbte Good Times virksomhed slået sammen, og brandet GoGift.com opstår. 

2016

Nogle af de bedste og mest sælgende danske film i 2016 var produceret eller co-produceret af Nordisk Film. Martin Zandvliets "Under Sandet" blev nomineret til en Oscar. Det delejede Zentropa stod bag årets bedst sælgende film, "Flaskepost fra P", der solgte mere end 700.000 billetter. Den svenske "En mand som hedder Ove" blev nomineret til to Oscars, og i Norge blev storfilmen "Kongens valg" set af mere end 720.000 biografgængere.

Nordisk Film åbner to nye biografkomplekser i henholdsvis Aalborg og Frederikssund.

Venuepoint bliver etableret som en delt virksomhed mellem Nordisk Film og Tyske CTS Eventim. Vi går sammen om at styre den ikoniske danske K. B. Hallen når den bliver reetableret i 2018.  

Endelig oprettes forretningsenheden Nordisk Film Games som skal investere i den nordiske gaming industri. 

2017

Nordisk Film investerede i fire nordiske computerspilfirmaer, bl.a. svenske Avalanche Studios. De fem bedst sælgende danske film i 2017 var alle produceret eller co-produceret af Nordisk Film eller selskaber delejet af Nordisk Film.

I Norge har den Nordisk Film-producerede blockbuster Den 12. Mand solgt mere end 600.000 billetter siden premieren 1. juledag. Nordisk Film Biografer solgte 5,3 mio. billetter i Danmark og 3,7 mio. billetter i Norge, og i 2018 åbner Nordisk Films første biograf i Sverige.

Vækstvirksomheden GoGift leverede stærk underlæggende vækst inden for digitale gavekortløsninger.