Logo

RSS Print

Bag om TrustNordisk – isbjørnens internationale ambassadør

De rejser verden tynd og repræsenterer Nordisk Film i det store udland. De er grunden til, at man i resten af verden nikker genkendende til bl.a. Lars von Trier, Susanne Bier, 'Hævnen' og 'Armadillo' – TrustNordisk er isbjørnens internationale ambassadører.

Af Ebbe Tølbøll Nielsen

Nordisk Film kender alt til distribution af film i Norden, men hvordan er det, når produktionerne skal ud i den store verden? Hos TrustNordisk sidder de på den modsatte side af bordet, når de som internationale salgsagenter sælger film fra Nordisk Film, og Nordisk Film samarbejdspartnere, til udlandet.

"En stor del af vores arbejde kulminerer på de store filmfestivaler, men forud for det ligger der et kæmpe stykke forarbejde ... Når vi tager til Berlin eller Cannes, fyrer vi alt, hvad vi har af på 6-7 dage, så inden da skal vi være helt sikre på, at det er branchens vigtigste købere, som kommer til vores fremvisninger. Vores netværk betyder alt, det er helt klart vores vigtigste ressource," forklarer Rikke Ennis, CEO for TrustNordisk.

Senest har TrustNordisk været af sted på Berlin Filmfestival, hvor både Lars von Triers 'Melancolia' og Jo Nesbø-thrilleren 'Headhunterne' blev solgt til amerikanske Magnolia Pictures. De to film blev solgt, efter henholdsvis halvandet og fire et halvt minuts promo'er, under ikke helt traditionelle omstændigheder.

"Magnolia ankom til Zentropa-lejligheden kl. 23 om aftenen, og kl. 02 begyndte vi at rocke til Led Zeppelin – det var fuldstændigt surrealistisk ... Forhandlingerne trak ud, og pludselig begyndte der at være konkurrence på telefonen ... Vi sad til klokken seks om morgenen, hvor aftalen blev skrevet under, og det er dér, hvor man tænker: 'Hvor sindssygt er det her, at vi sidder i en branche, hvor man kan lave forhandlinger over en hardcore Gin og Tonic?'," fortæller Rikke Ennis.

Rikke forklarer samtidig, hvordan køberne, ligesom alle andre, har været økonomisk udfordret de seneste år. Distributørerne er ifølge hende blevet mere selektive og må i højere grad prioritere i deres investeringer. Derfor kan ikke alle film sælges internationalt, og som salgsagent må man være mere kritisk med, hvad man viser på markedet, forklarer Rikke, for at bevare kundens tillid – men de film, der kan sælge, sælger bedre end aldrig før.

"Danmark er i høj grad anerkendt som filmnation. Vi er nået toppen med Oscar – det er ekstremt ... Millennium har også været en uhørt succes, og hvor vi tidligere har skullet bruge en masse energi på at sparke døre ind, så åbner de sig i højere grad nu ... Jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke er nogen interessante indkøbere med respekt for sig selv, der ikke booker et møde med Trust Nordisk på en festival. Og det er dét brand, som vi skal passe rigtig meget på. Det er en stor ære at have, men man skal også være ydmyg omkring det," fortæller hun.

TrustNordisk opstod i 2007 som en fusion mellem de internationale salgsafdelinger i Zentropa og Nordisk Film. Og selvom de rejser meget og er naboer med Peter Aalbæk, så føler de sig i høj grad som en del af Nordisk Film-familien, fortæller Rikke Ennis.

"Det er en superinteressant opgave at være en del af to så forskellige selskaber ... Du har et fuldstændigt anarkistisk selskab som Zentropa og så det mere corporate Nordisk Film. Jeg synes, at kombinationen af de to ført sammen i et lille fælles barn, som hedder TrustNordisk, er helt unik, og det er jeg vildt stolt over at være en del af."