Logo

RSS Print

Bille August filmatiserer Lykke Per

Endnu mens Bille Augusts seneste film, MARIE KRØYER, trækker store publikumstal i de danske biografer og nærmer sig 300.000 solgte billetter, forbereder han sin næste danske storfilm.

  • Foto: Sam Emerson

    Foto: Sam Emerson

Bille August går nu ind i et nyt dansk filmprojekt. Det drejer sig om et af de absolutte hovedværker i dansk litteratur, 'LYKKE-PER', skrevet i årene fra 1898-1904 af Henrik Pontoppidan, som i 1917 vandt Nobelprisen for "hans autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark."

Nordisk Film har erhvervet filmatiseringsrettighederne til romanen fra Gyldendal Group Agency, og det er planen, at filmen skal indspilles i 2014.

'Lykke-Per', som er blevet kaldt samtids- og udviklingsromanen over dem alle, handler om den jyske præstesøn Per Sidenius' søgen efter det lykkelige liv. Efter en svær opvækst i det stærkt religiøse hjem vælger Per i protest at kappe al forbindelse til familien og rejse til København for at studere til ingeniør. I hovedstaden kaster han sig over livet, som åbner sig for ham i alle dets afskygninger. Samtidig med sine studier arbejder Per på et kæmpestort visionært kanalprojekt, som er så meget forud for sin tid, at de fleste anser ham for at være vanvittig. I sin jagt på accept, lykke og succes går Per fra den ene kvindefavn til den anden. Per er en 'Lykke-Per', et geni, en fantast og en forfører, men på grund af den sociale arv han bærer med sig, kan han, når han når frem til sine mål, ikke altid indfri dem.

Bille August siger om 'Lykke-Per':
"Der findes visse historier, visse forfatteres værker, som i deres dramatiske form altid har fungeret som en slags bibel for mig, hvor jeg har kunnet læse og slå op for at lære og forstå noget om mennesket, noget om moral og etik. Sådan har jeg haft det med Lagerlöf, med Victor Hugo, med Tolstoj og med vores egen Pontoppidan.

'Lykke-Per' har altid stået for mig som det største værk nogensinde skrevet på dansk. Dels som udviklingshistorie, men også som en fortælling om kærlighedens inderste væsen. Men måske lige så meget fordi Lykke-Per i sin mangfoldighed personificerer kompleksiteten og modsætningerne i den danske sjæl; det udadvendte mod det lukkede, overmod mod forsagelse, storhed mod smålighed, det nye mod det gamle, lyset mod mørket.

Historien om Lykke-Per er på mange måder også historien om det moderne selvrealiserende og selvfokuserende menneske. Et menneske i transit, uden ansvarsfølelse, evigt søgende og evigt skuffet og uforløst.

'Lykke-Per' er som skabt til film. Den fortjener det store publikum. Sådan er det. Jeg har da også længe sværmet om den, men uden egentlig rigtigt at turde. Men nu har jeg endelig modet og overskuddet . Og jeg glæder mig afsindigt meget til at komme i gang med at realisere projektet ..."

Filmen produceres af Karin Trolle og Thomas Heinesen for Nordisk Film.