Logo

RSS Print

Bodil - Kapringen er årets danske film

Lørdag aften blev årets Bodil-statuetter uddelt på Bremen Teateret i København og igen i år var en stor del af vinderne at finde blandt Nordisk Films titler.
Tobias Lindholms Kapringen modtog en af de mest eftertragtede priser, nemlig Bedste film, for den livagtige og gribende fortælling om fragtskibet MV Rozen, der kapres af somaliske pirater i Det Indiske Ocean.

En del af motivationen bag uddelingen af prisen lød således: ”Virkeligheden og fiktionen befrugter hinanden i disse års filmkunst. Få har fundet så frugtbart et greb om dette felt som Tobias Lindholm. Sammen med Michael Noer lavede han ’R’, hvor den dokumentarinspirerede stil gav et så stort dramatisk afkast, at filmen blev belønnet med en Bodil (…) Tobias Lindholm har med ’Kapringen’ lavet en film, som vi er stolte over at kunne give ham hans anden Bodil for. Hvad skal det dog ikke kunne blive til?”

Bedste mandlige hovedrolle gik til Mikkel Boe Følsgaard for sin præstation som den ikke helt normale Kong Christian VII i Nicolaj Arcels Oscar-nominerede film ”En kongelig affære”. Arcels royale drama indbragte yderligere Henning Bahs Prisen, der gik til filmens scenograf Niels Sejer, mens Fotografprisen gik til Rasmus Videbæk for hans imponerende arbejde med filmen.

Sara Hjort Ditlevsen vandt for Bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle som den unge Helene i filmen ”Undskyld jeg forstyrrer”.

Bent Fabricius-Bjerre modtog desuden årets Æres-Bodil for hans mange præstationer i en lang karriere, hvor bl.a. temaet til Olsen Banden-filmene blev fremhævet med ordene ”Ville Olsen Banden være Olsen Banden uden dén kendingsmelodi?”