Logo

RSS Print

Byggeriet af Nordisk Films nye biograf skudt i gang

I dag lød startskuddet – bogstavelig talt – for byggeriet af Nordisk Films nye multibiograf i Field's. Det var tre af hovedpersonerne fra den storsælgende film "Klassefesten 2", som Nordisk Film står bag, der fyrede kanonen af.

  • Foto: Søren Brissing

    Foto: Søren Brissing

- En, to tre, NU! råber Nicolaj Kopernikus.

Med hånden ovenpå Anders W. Berthelsens og Lars Ranthes hænder trykker de tre skuespillere fra Klassefesten på aftrækkeren, og der lyder et BANG. Guld, pink og grøn konfetti skyder ud af kanonen og hagler ned over lokalet. Byggeriet af Nordisk Films nye og topmoderne multibiograf, som åbner i Field's i sommeren 2015, er skudt i gang. Med ægte kanonild og konfetti.

- Klassefesten og de tre hovedpersoner står for den gode oplevelse, som vi i Nordisk Film gerne vil levere. 500.000 danskere har allerede haft en god oplevelse med dem, og derfor er det fantastisk, at de skyder byggeriet af den nye biograf i gang, siger John Tønnes, chef for Nordisk Film biografer.

Og med den nye biograf håber Nordisk Film at være med til at give endnu flere danskere gode oplevelser.

- Vi lever og ånder for at skabe store filmoplevelser. Vi sælger mere end billetter - vi sælger en stemning, siger John Tønnes.

De tre stjerner fra Klassefesten er da heller ikke i tvivl.

- Film skal ses i biografen, siger Nicolaj Kopernikus.

Medskuespilleren Lars Ranthe stemmer i.

- Det er en stor fornøjelse at være med til at åbne et hus, hvor en masse børn og voksne kan få denne her magiske oplevelse, som biografen jo kan give os. At sidde i mørket sammen med andre mennesker - det er noget helt unikt. Forhåbentlig kommer vi til at have mange af de magiske oplevelser i den nye biograf om halvandet år, siger Lars Ranthe.

De nye multibiograf bliver med sine ni sale og 1.500 sæder en af de største i Danmark. Den får den nyeste teknik inden for billede og lyd og et komfortniveau, man kun kender fra udlandet.

- Det er den sidste nye generation af biografer, siger John Tønnes, som er overbevist om, at det kan være med til netop at skabe den helt rigtige stemning.

Ved siden af biografen kommer der til at være et nyt, innovativt medielab, som Ørestad Gymnasium åbner i samme bygning, hvor der også bliver plads til en café og et par nye butikker.

- Vi tror på, at Field's og Ørestaden er fremtidens område. Der bygges på livet løs, og vi ser frem til at blive en del af en af Københavns mest visionære bydele, siger John Tønnes.

Han ser placeringen som ideel, fordi det gør biografen til "den mest convenient biograf i København at komme til".

- Den får et stort geografisk opland, og det er nemt at komme hertil med bil, cykel eller metro. Det betyder, at der er en god trafik af mennesker.

Han peger ud mod centergangene, hvor familier med indkøbsvogne myldrer forbi.

- Prøv bare at se, hvor mange mennesker der er en onsdag eftermiddag kl. 15.

Med 9 mio. gæster årligt i 36 biografer er Nordisk Film Biografer den førende biografkæde i Danmark og Norge.