Logo

RSS Print

Casper Christensen og Rasmus Bjerg slår Superman

Den nye danske komedie PLAYER har solgt over 30.000 billetter.

Med 25.688 billetter i selve åbningsweekenden og over 30.000 incl. forpremierer har ”Player” i denne weekend solgt flere billetter end ”Man of Steel”. Dermed har den nye danske komedie med Rasmus Bjerg og Casper Christensen slået selveste Superman.

”I betragtning af at filmen åbnede i torsdags på årets foreløbig varmeste dag med temperaturer op mod 30 grader og at Sankt Hans aften også lægger en kraftig dæmper på lysten til at gå biografen, er vi godt tilfredse med åbningsresultatet. Nu står vi foran en dejlig lang sommerferie, hvor folk jo også skal i biografen, og hvis man gerne vil more sig og samtidig komme ”en tur til Sydfrankrig” sammen med familien er ”Player” en oplagt valgmulighed,” siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution.

Synopsis:
De fleste vil opfatte det som en bonus at blive sendt et par dage til Sydfrankrig for at løse en rutinesag, men for den retskafne, ekstremt selvkontrollerende og lettere kedelige advokat Michael Helge (Rasmus Bjerg) er det nærmest en straf. Sol, sand & saltvand er ikke ting, der figurerer på hans top- ti-liste. Opgaven er umiddelbart en simpel skilsmissesag, men så snart Michael Helge sætter sine fødder på fransk jord, går alt galt. Han bliver franarret 10 mio. kr. af firmaets penge, og pludselig ser fremtiden knap så lys ud. Heldigvis møder han sin gamle ven, den letlevende gambler Theo (Casper Christensen), og sammen får de på ægte James Bond-manér lagt en plan for at få alle pengene tilbage… I Sydfrankrig kan alting ske… og det gør det!

I hovedrollen som den ekstremt selv-kontrolfikserede, meget ambitiøse og stærkt kedelige advokat, Michael-Helge, ses Rasmus Bjerg og i den anden hovedrolle som gambleren, Theo, ses Casper Christensen i sin første store filmrolle siden megasuccesen Klovn The Movie. Blandt de øvrige medvirkende ses Lise Koefoed, Ditte Arnth,  Mille Lehfeldt, Jens Jørn Spottag, Lisbeth Wullf, Ellen Hillingsø og Lars Brygmann.