klovnforeverguld

Casper og Frank foreviget i guld

30.07.2015

Så er der under to måneder til premieren på årets helt store danske filmbegivenhed, og i dag udsender Nutmeg Movies og Nordisk Film Distribution to karakterplakater til KLOVN FOREVER.

De forgangne uger har fans, brugere på nettet, folk på gaden og publikum i biografer over hele landet kunnet nyde synet af Casper og Frank som Vorherre skabte dem (næsten) i øm positur på hovedplakaten til KLOVN FOREVER. I dag kan alle så se frem til filmens to karakterplakater, Casper og Frank foreviget i guld, stærkt inspireret af to af verdens mest berømte og ikoniske figurer.

Den ene karakterplakat viser Casper som klodens mest genkendelige filmpris, Oscar-statuetten, og den anden plakat viser Frank som ”Grubleren”, Auguste Rodins udødeliggjorte skulptur fra 1902.  Den skarpe iagttager vil formentlig bemærke, at der er taget visse kunstneriske friheder i forhold til de originale værker.