Logo

RSS Print

DEN SKALDEDE FRISØR sætter Bier-rekord og slår Den eneste ene

Susanne Biers romantiske komedie tog danskerne med storm og strøg direkte ind som nr. 1 på biografernes hitliste med intet mindre end 100.680 solgte billetter i åbningsweekenden inkl. præscreeninger.

  • Foto: Doane Gregory

    Foto: Doane Gregory

Susanne Biers stærkt imødesete romantiske komedie DEN SKALDEDE FRISØR med Pierce Brosnan og Trine Dyrholm har i dén grad ramt plet hos det danske biografpublikum. Åbningsweekenden fra torsdag til søndag gav et billetsalg på 84.427 billetter, og når man lægger præscreeningerne oven i, har filmen efter fire dage i biograferne solgt 100.680 billetter – og det på trods af heftig konkurrence fra Vild med dans på TV2, Husk lige Tandbørsten på DR1 og landskampen i lørdags.

Det gør DEN SKALDEDE FRISØR til årets næststørste danske åbningsweekend lige bag Hvidsten Gruppen. Samtidig sætter filmen rekord for åbningen af en Susanne Bier-film, idet DEN SKALDEDE FRISØR har haft en åbningsweekend, der er mere end dobbelt så god som Susanne Biers eksisterende rekord Hævnen, der solgte 40.000 billetter i åbningsweekenden (48.000 inkl. præscreeninger) for to år siden.

Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Biografdistribution udtaler:

"Det her er en fantastisk start for DEN SKALDEDE FRISØR. Den slår både En Kongelig Affære, Dirch, Kongekabale og Hævnen, som alle solgte minimum 450.000 billetter i biograferne, og den overgår også Susanne Biers eget megahit Den eneste ene, som for 13 år siden solgte 848.000 billetter. At DEN SKALDEDE FRISØR åbner dobbelt så godt som Hævnen er virkelig et tegn på, at filmen rammer en nerve hos biografpublikummet, og denne åbningsweekend tegner helt exceptionelt godt for filmens videre liv i biograferne."