denskyldige-web

DEN SKYLDIGE har nu solgt over 100.000 billetter!

11.07.2018

DEN SKYLDIGE fortsætter med at hitte hos biografpublikummet og har nået en imponerende milepæl: I weekenden, knap 4 uger efter premieren, har Gustav Möllers spillefilmsdebut DEN SKYLDIGE rundet 100.000 solgte biografbilletter.

I weekenden solgte den 102.631 billetter (inkl. 6.843 snigpremierebilletter)og har indtil i dag solgt helt præcis 105.132 billetter trods VM i fodbold, blockbusteren Jurassic World 2: Forbidden Kingdomog flot sommervejr siden premieredagen den 14. juni 2018.

Det er desuden netop offentliggjort at DEN SKYLDIGE er nomineret til Svendprisen 2018 i to kategorier - Årets bedste film og Jakob Cedergren har indhentet en nominering som Årets mandlige skuespiller for sin hovedrolle i filmen.

Herhjemme har DEN SKYLDIGE fået premiere i 103 biografer. Også i udlandet er den særdeles attraktiv, hvor filmen er solgt til over 90 lande over hele verden, bl.a. USA, Kina, Brasilien, England, Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland, Andorra, Surinam, Korea, Peru, Cameroun og Guadeloupe.

Synopsis

I Gustav Möllers psykologiske thriller DEN SKYLDIGE spiller Jakob Cedergren politibetjenten Asger Holm, der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

DEN SKYLDIGE er produceret af Nordisk Film Spring og er Gustav Möllers spillefilmsdebut. Den foregår i real timeen nat på en dansk alarmcentral. I den altoverskyggende hovedrolle ses Jakob Cedergren som politibetjenten Asger Holm. DEN SKYLDIGE er produceret med støtte fra Det Danske Filminstituts talentordning, New Danish Screen.