claus-brix

Dansk Reklame Film klar til international ekspansion

31.08.2015

Claus Rothoff Brix bliver nordisk chef, og Dansk Reklame Film vil sælge reklameteknologi til europæiske biografer og lufthavne.

Med en ledelsesrokade lægger Dansk Reklame Film nu op til øget vækst og international ekspansion. Selskabets danske direktør, Claus Rothoff Brix, bliver nordisk chef, og målsætningen er klar: Dansk Reklame Film vil levere biografreklame i flere lande end Danmark og Norge, og det unikke reklamekoncept i Københavns Lufthavn, Airmagine, skal udbredes til andre lufthavne i Europa.

"Danmark og Norge er i verdensklasse, når det gælder kommerciel udnyttelse af biografmediet ¬– det skal vi bygge videre på. Samtidig har vi med Airmagine digitaliseret reklamepladsen i Københavns Lufthavn, et koncept som vi nu arbejder på at sælge til andre lufthavne," siger Claus Rothoff Brix.

Rokaden styrker den samlede ledelse i Dansk Reklame Film. Direktøren for den norske forretning, Bjørn Erling Ottersen, indtræder i det nordiske ledelsesteam, der derudover vil bestå af Claus Rothoff Brix, den danske salgschef, Theis Hector, der forfremmes til direktør i Danmark, samt bestyrelsesformand Asger Flygare.

Dansk Reklame Film, som Egmont-ejede Nordisk Film står bag, har haft uafbrudt vækst i fem år. Selskabet er førende i Danmark og Norge, når det gælder biografreklame, og har med lufthavnskonceptet Airmagine opstillet mere end 500 intelligente, digitale reklameskærme i Københavns Lufthavn.

Dansk Reklame Film har udviklet unikke algoritmer, som hver dag genererer tusindvis af individuelle reklamepakker, der sikrer, at annoncørerne når præcise målgrupper, hvad enten det er i biografsalen eller i lufthavnsterminalen.

"Vi har et stærkt forretningskoncept, der bygger på en unik teknologi. Nu har vi sat det bedste hold til en international ekspansion," siger Asger Flygare.