Logo

RSS Print

Dansk verdenspremiere på The Hunger Games: Catching Fire

Danmark er et skridt foran resten af verden, når en af årets mest ventede film, The Hunger Games: Catching Fire, får premiere til efteråret.

Den danske premiere på storfilmen finder sted 20. november – to dage før filmen får premiere i USA.

Da The Hunger Games fik biografpremiere i 2012, blev den en af årets helt store succeser på verdensplan, både hvad angår billetsalg og anmeldelser. I Danmark trak filmen over 50.000 mennesker i biografen alene i åbningsweekenden (endte på over 250.000 billetter). Siden har filmen høstet massiv succes, og forventningerne til opfølgeren, The Hunger Games: Catching Fire, er enorme. Derfor er det noget af et scoop, at filmens distributør, Nordisk Film, kan annoncere 20. november 2013 som premieredatoen i Danmark. Det er samme dato som i Sverige, Norge Finland og hele to dage før, filmen får premiere i USA.

”Jeg har sjældent oplevet så stor forhåndsinteresse, som det er tilfældet med The Hunger Games: Catching Fire. Det er en lille sensation, at kunne give det danske biografpublikum muligheden for at se en storfilm i denne liga inden amerikanerne. Vi har søgt om tilladelse til at være først og er meget glade for at have fået et ja fra det topprofessionelle team bag filmen i US” lyder det fra direktør i Nordisk Film Distribution, Jan Lehmann.

Ny blockbuster-franchise
The Hunger Games tog sidste år verden med storm. På baggrund af Suzanne Collins’ bogtrilogi blev filmen den 13. mest indtjenende i USA's historie og transformerede hovedrolleindehaveren, Jennifer Lawrence, fra upcoming skuespiller til megastjerne og senere Oscar-vinder. Og filmen var lige i hælene på ’The Dark Knight Rises’ i konkurrencen om at trække flest biografgængere i USA i 2012. 

Med The Hunger Games: Catching Fire, der spås at blive årets største film i USA, er Hunger Games-feberen for alvor ved at sprede sig igen i USA og Europa, hvor teaser traileren tidligere på året blev frigivet sammen med posters af karaktererne i den kommende film.