Logo

RSS Print

Danske Fans Sætter Tænderne i Breaking Dawn

Et rekordstort publikum er i weekenden strømmet til de danske biografer for at nyde det næstsidste kapitel af Twilight Sagaen, Breaking Dawn, Del 1.

Siden premieren torsdag d. 17. november er et rekordstort publikum strømmet talstærkt i biograferne over hele landet for at nyde at se Bella få sin Edward - og gyse over konsekvenserne af deres forening.

På fire dage har filmen indspillet DKK 12.328.140,- på totalt 155.451 solgte billetter, incl. forpremierer og specialforestillinger.

Til sammenligning indspillede den seneste film i serien, Twilight Saga: Eclipse, der åbnede i juni 2010, DKK 10.027.738,- på 128.940 solgte billetter i premiereweekenden, men brugte fem dage på at nå så langt.

"Der er ikke længere nogen tvivl om, at filmen på alle måder lever op til de mange dedikerede fans' berettigede forventninger og at de alle nu bare glæder sig endnu mere til historiens sidste kapitel, Twilight Saga Breaking Dawn, Del 2, der kommer i biograferne i november 2012," siger Nordisk Film Distributions direktør, Jan Lehmann.

Stephenie Meyers romantiske vampyrunivers er blevet et verdensomspændende fænomen, der har været med til at definere en hel generation af dedikerede fans. De lokale rettigheder til hendes bøger er solgt i flere end 50 lande og indtil videre er der solgt flere end 116 millioner eksemplarer af bøgerne i serien om Bella, Edward og Jacob. Bøgerne har ligget på New York Times Bestseller liste i mere end 302 uger.