Logo

RSS Print

Danskerne er vilde med KLASSEFESTEN – gik direkte ind som nr. 1 på bio-hitlisten

KLASSEFESTEN, en kammerat-komedie om stort sammenhold og latterlige sammenbrud, solgte i weekenden hele 43.162 billetter og gik dermed direkte ind på en førsteplads på weekendens bio-hitliste

Den danske komedie KLASSEFESTEN har taget det danske publikum med storm. I weekenden torsdag til søndag solgte filmen hele 50.908 billetter inkl. prescreenings. Dermed indtog filmen førstepladsen på bio-hitlisten foran film som Far til Fire – tilbage til naturen og De Tre Musketerer.

"Det er vidunderligt, når en dansk komedie om og med voksne, åbner så stort som Klassefesten. Det betyder, at filmen leverer top underholdning, appellerer bredt og spiller på tværs af generationerne", udtaler Jan Lehmann, direktør for Nordisk Films Biograf Distribution.

Handling

De tre gymnasiekammerater Niels (Nicolaj Kopernikus), Andreas (Anders W. Berthelsen) og Thomas (Troels Lyby) er inviteret til det obligatoriske 25 års jubilæum. Egentlig har Niels og Andreas slet ikke lyst til at deltage, men Thomas, er af en helt anden mening. Han har arrangeret alle tiders weekend-tur med drinks, damer og dampbad! Spørgsmålet er, om de rent faktisk overlever det københavnske natteliv ....og om de overhovedet når frem til klassefesten!

Troels Lyby, Nicolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen tager pulsen på den moderne mand, i præcis det øjeblik han opdager, at han ikke længere er 18 år. Men i stedet har fået læsebriller, lammetæv af kærligheden og lange hår de mest lyssky steder!

'Klassefesten' er en komedie om gamle venner, der må erkende, at man på et tidspunkt er nødt til at blive voksen... sådan da. Fyldt med optrin der er lige så gakkede, skøre og indimellem direkte platte, som de er genkendelige og menneskelige.

Instrueret af Niels Nørløv med Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus i hovedrollerne. Produceret af Nordisk Film i samarbejde med Det Danske Filminstitut og TV2 Danmark.