dked-photocredit-christian-geisn-c3-a6s

Der kommer en dag flot fra start

25.04.2016

Med 48.112 solgte billetter inkl. snigpremierebilletter i premiereweekenden fik Zentropas nye store drama den perfekte start i de danske biografer.

Det blev en flot premiereweekend for Jesper W. Nielsens  og Søren Sveistrups stort anlagte drama DER KOMMER EN DAG med Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl og de to spillefilmsdebuterende drenge Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt i hovedrollerne. Danskerne tog særdeles vel imod Zentropas film om to brødre på et dansk børnehjem i 60'erne, der tager et modigt opgør med den diktatoriske overmagt på stedet. Således blev der i premiereweekenden torsdag-søndag solgt 41.475 billetter, og når man lægger snigpremierebilletterne oven i, er filmen blot fire dage efter premieren på 48.112 solgte billetter. 

Hos Nordisk Film Distribution er der stor glæde over premiereweekendens resultat. Direktør Frederik Honore udtaler:

- Det er et kanon godt resultat som vi er meget stolte af. Vi havde håbet, at filmen ville lave ca. 35.000 billetter i premiereweekenden, så det er klart, at vi er særdeles tilfredse. Der har været en enorm interesse for filmen, og vi oplever, at den får et fantastisk godt word-of-mouth. Så jeg er sikker på, at den kan få et langt og godt liv i biograferne og blive en af årets must-see film herhjemme. 

DER KOMMER EN DAG distribueres af Nordisk Film Distribution, mens Trustnordisk står for det internationale salg.

Handlingen
Året er 1967. En ny ungdomskultur er på vej. Kapløbet om rummet er på sit højeste, og drømmen om frigørelse vinder frem over alt. På Nørrebro fjernes de to uadskillelige brødre, Elmer på 10 og Erik på 13, fra deres syge mor og anbringes på børnehjemmet Gudbjerg, hvor tiden står stille. Forstanderen har sine egne filosofier og reglementer. Her skal uvorne drenge blive til lydige samfundsborgere for enhver pris. Fra allerførste dag forstår brødrene, at de har mistet deres frihed, og en daglig kamp for overlevelse begynder. Drengene forsøger at leve under radaren, men Elmers livlige astronautdrømme og klumpfod får ham konstant i problemer. Som tiden går og kræfterne truer med at slippe op, indser brødrene, de er helt på egen hånd, og et gryende oprør tager langsomt form. Bevæbnet med Elmers fantasi og Eriks mod indledes det ulige slag for at undslippe Gudbjerg og stå op imod forstanderen og hans livsfarlige magttyranni.

Rolleliste
• Elmer: Harald Kaiser Hermann
• Erik: Albert Rudbeck Lindhardt
• Forstanderen Frederik Heck: Lars Mikkelsen
• Lærer Lillian: Sofie Gråbøl
• Overlærer Toft Lassen: Lars Ranthe
• Lærer Aksel: Søren Sætter-Lassen
• Moren: Sonja Richter
• Inspektør Hartmann: David Dencik
• Onkel: Paw Henriksen
• Fru Oskarsson: Solbjørg Højfeldt
• Inspektøren: Jens Jørn Spottag
• Doktor Hvidtfeldt: Mads Wille

Filmholdet
• Instruktør: Jesper W. Nielsen
• Idé og manuskriptforfatter: Søren Sveistrup
• Producere: Sisse Graum Jørgensen, Peter Aalbæk Jensen & Louise Vesth
• Line-producere: Mouns Overgaard, Karen Bentzon og Tina Winholt
• Fotograf: Erik Zappon, DFF
• Klippere: Janus Billeskov Jansen & Morten Højbjerg
• Production Designer: Sabine Hviid
• Kostumedesigner: Stine Thaning
• Make-up & hår Designer: Louise Hauberg Lohmann
• Lyddesigner: Thomas Jæger og Eddie Simonsen
• Komponist: Sune Martin

Co-producere og investorer
Produceret af Zentropa Entertainments3 i co-produktion med FilmFyn,Film Väst & Zentropa International Sweden. Med støtte fra TV 2 Danmark, Det Danske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond, The Media programme of the European Union. Nordisk distribution i samarbejde med Nordisk Film Distribution. Internationalt salg ved TrustNordisk.

© 2016 Zentropa Entertainments3 ApS, Zentropa International Sweden AB.