kapgang-20still-20framegrab-1200x450

Det danske biografpublikum går KAPGANG

26.09.2014

September 2014 vil blive husket for måneden, hvor det danske biografpublikum gik kapgang over hele landet. Med mere end 200.000 solgte billetter på fire uger har Niels Arden Oplevs film KAPGANG for alvor fået tag i det danske biografpublikum.

 - Hemmeligheden bag KAPGANGs store succes skal uden tvivl findes i Niels Arden Oplevs unikke genskabelse af alt det som kendetegnede 70’erne og som fører biografpublikummet tilbage til tiden med landgangsbrød, Puch Maxi og den første forelskelse. Det er en film som giver et tiltrængt åndehul i hverdagen, men som stadig rusker os i vores danske selvopfattelse. Jeg tror, at der er et behov for at fortælle den slags historier i disse år, siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution
 
KAPGANG foregår over et par uger i året 1976. På et tidspunkt hvor filmens hovedperson, Martin, pludselig mister sin mor. Han er en habil kapgænger i fuld fart på vej ind i de voksnes rækker. Men en tung skygge lægger sig over hans familie og resten af den lille provinsby, da Martins mor pludselig dør - ganske ubelejligt. For hvad gør man, når man både er forelsket i Kristine og måske også lidt i sin bedste ven, Kim? Og når ens far er kuldsejlet af sorg og opsøger byens sexede damefrisør, og man oveni både skal time sin egen seksuelle debut og planlægge bordplanen til sin konfirmation? Man keder sig ikke i Sønder Omme og det gør man ifølge weekendens publikumstal heller ikke i biograferne!
 
KAPGANG er instrueret af Niels Arden Oplev og tæller bl.a. Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Anne Louise Hassing, Anette Støvelbæk og Villads Bøye på rollelisten.
 
Filmen er produceret af Nordisk Film Production A/S med støtte fra Det Danske Filminstitut.