en-chance-til-fotocredit-henrikpetit

Susanne Biers EN CHANCE TIL udtaget til hovedkonkurrencen på San Sebastián Film Festival

13.08.2014

Det er i dag blevet offentliggjort, at Susanne Biers kommende danske drama EN CHANCE TIL, som er produceret af Zentropa, er udvalgt til hovedkonkurrencen på San Sebastián Film Festival.

Dermed er det tredje gang, at Susanne Bier skal dyste om Den Gyldne Konkylie, som er festivalens hovedpris. Første gang var med Elsker dig for evigt i 2002, og dernæst var det medBrødre i 2004.

Med invitationen fra San Sebastián er der i den grad allerede internationalt bud efter EN CHANCE TIL. Umiddelbart inden festivalen er filmen også udtaget til filmfestivalen i Toronto, hvor den får verdenspremiere. Herhjemme må publikum vente i spænding indtil 15. januar, hvor den får dansk biografpremiere som en del af Biografklub Danmark-programmet.

Om filmfestivalen i San Sebastián
San Sebastián Film Festival er én af de mest prestigefyldte filmfestivaler i Europa. Den finder sted i den nordspanske havneby San Sebastián og løber i år af stablen 19.-27. september, når festivalen arrangeres for 62. gang. Igennem årene har San Sebastián Film Festival afholdt mange store filmhistoriske begivenheder, bl.a. den internationale premiere på Alfred Hitchcocks klassiker Vertigo og den europæiske premiere på George Lucas' Star Wars. Det er den første filmfestival Roman Polanski deltog i, og den var med til at skaffe såvel Francis Ford Coppolas og Pedro Almodóvars deres internationale gennembrud. Blandt de mange stjernenavne der har besøgt festivalen gennem tiden nævnes Brad Pitt, Meryl Streep, Robert De Niro, Michael Douglas, Catherine Zeta-Jones, Mel Gibson, Demi Moore, Naomi Watts, Bette Davis, Gregory Peck, Elizabeth Taylor og Audrey Hepburn.

www.sansebastianfestival.com