dentidpaaret-jens-schlosser

EN NY JULEKLASSIKER ER FØDT: EFTER KUN TRE UGER ER PAPRIKA STEENS JULEFILM SET AF OVER 200.000 BIOGRAFGÆSTER

30.11.2018

Paprika Steens danske film DEN TID PÅ ÅRET, er allerede inden 1. december blevet set af 205.170 biografgængere, inkl. snigpremierebilletter, og tegner til at blive en ægte juleklassiker for eftertidens juletraditioner.

Skal det være and eller gås i år? Skal vi invitere hele familien og skal vi skære i gavebudgettet? Spørgsmålene er oppe at vende i Paprika Steens underholdende julefilm, hvor flere af højtidens mest presserende dilemmaer bliver taget under kærlig og ironisk behandling. Og mon ikke filmen ender med at inspirere nogen af de 200.000 biografgængere som nu har set filmen til at granske i familiens fasttømrede juletraditioner?

- Der er meget langt fra det vi traditionelt betegner som juleklassikere og til Paprika Steens humoristiske og ironiske udgave af en julefilm, men ikke desto mindre så tegner ’Den tid på året’ til at skrive sig ind i en ny generation af juleklassikere. De typiske danske juleklassikere bygger på enten romantiske eller humoristiske komedier, men helt anderledes er det med denne nye klassiker, hvor vores fælles juletraditioner bliver taget under kærlig behandling. Vi spejler os i hinanden og vi morer os, når ironien og absurditeterne får overtaget. Den slags elsker de danske biografgængere og filmanmeldere, siger marketingsdirektør Frederik Honoré, Nordisk Film Distribution.

DEN TID PÅ ÅRET, som havde premiere 8. november, er instrueret af Paprika Steen med manuskript af Jakob Weiss og har bl.a. Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Jacob Lohmann, Karen-Lise Mynster og Lars Knutzon på rollelisten. Filmen er en del af Biografklub Danmarks 2018/2019 program.