Logo

RSS Print

Egmont i rekordform

Mediekoncernen Egmont opnåede i 2007 rekordomsætning på 11,1 mia. DKK efter vækst på 21 %

Resultat før finansielle poster og afskrivninger (EBITDA) steg med 37 % til 885 mio. DKK, hvilket ligeledes er rekord. Resultatet før skat på 485 mio. DKK er øget med 22 %.

Egmont, Danmarks største og mest internationale mediekoncern, satte i 2007 omsætningsrekord med 11.116 mio. DKK mod 9.218 mio. DKK i 2006. Fremgangen er drevet af investeringer i hel- og delejede selskaber samt af et højere aktivitetsniveau. Dertil kommer geografisk ekspansion. Mediekoncernen udgiver nu medier i mere end 30 lande og har 4.400 medarbejdere.

Resultat før finansielle poster og afskrivninger (EBITDA) udgør 885 mio. DKK, en stigning på 237 mio. DKK. Koncernens resultat før skat blev 485 mio. DKK i 2007 mod 398 mio. DKK året før.

Koncernchef Steffen Kragh siger: "Egmont er vokset 21 %. Stort set alle forretningsområder bidrager flot, hvilket er meget tilfredsstillende. Vi har fortsat Egmonts internationale vækst og styrket selskabernes markedspositioner inden for film, tv, magasin- og forlagsvirksomhed."

Blandt årets begivenheder kan nævnes: Etableringen af Norges største bogforlag, Cappelen Damm. Integration af Bonnier Forlagene i Egmonts forlagshus, Lindhardt og Ringhof, der også omfatter Aschehoug og Alinea. Nordisk Film som medejer af en række filmselskaber. Egmonts nordiske magasinvirksomhed tog markedsandele trods tæt konkurrence. Egmonts nordiske børne- og ungdomsmedievirksomhed udbyggede markedsandelen. TV 2 Norge lancerede nye tv-kanaler og investerede i det norske jordbaserede digitale sendenet via medejerskabet af RiksTV. Uden for Norden blev omsætningen øget med bl.a. flot ekspansion i Polen og Rusland. Der er startet virksomhed i Ukraine og USA.

"Egmonts mål er fortsat vækst og kontinuerlig innovation. Vi har succes som indholdsvirksomhed til bøger, blade, musik, film og tv, og fortsætter den linie med fokus på rettigheder og talent. Hertil kommer, at vi udbygger vores tv-broadcast aktiviteter. Endelig har vi fokus på fortsat udbygning af Egmonts medievirksomhed uden for Norden", slutter Steffen Kragh.

Egmonts egenkapital udgør 3.249 mio. DKK, en tredobling på seks år. Årets resultat efter skat udgør 399 mio. DKK, en stigning på 55 mio. DKK i forhold til 2006.

Egmonts forretningsdivisioner bidrager alle positivt til årets resultat: Nordisk Film og bogdivisionen har forbedret resultatet. Kids & Teens og International er på niveau med 2006. Magasindivisionens resultat er højt, men mindre end i 2006 bl.a. grundet investeringer i internetaktiviteter.

Yderligere information:

Mika Bildsøe Lassen
Koncernkommunikationsdirektør
Telefon: +45 33 30 51 40
Mobil: +45 20 55 26 55
mbl@egmont.com

 

Fakta om Egmonts divisioner 2007

Egmont udgiver medier i mere end 30 lande og har 4.400 medarbejdere.

Egmont er en af Skandinaviens førende mediekoncerner. Egmont skaber og formidler fortællinger som spænder fra print til plasmaskærm, fra underholdning til undervisning, fra finkultur til folkelighed. Egmont står bag blade, bøger, film, tv, interaktive spil og musik.

Egmont, der også er kendt for sine almennyttige donationer, blev grundlagt i 1878.

Almennyttig virksomhed
Egmont har siden 1920 støttet sociale, kulturelle og sundhedsmæssige formål med mere end 1,7 mia. DKK i nutidskroner. I 2007 donerede Egmont 35 mio. DKK til 43 projekter og støtte til flere end 300 enlige forsørgere. Blandt årets projekter er støtte til forskning i, hvorfor udsatte 15-24-årige trives dårligt samt en undersøgelse af forholdene for børn af indsatte i danske fængsler. Desuden har Nordisk Film Fonden kanaliseret 4 mio. DKK tilbage i filmbranchen i form af støtte til nye talenter og priser til etablerede navne.

Forretningsområderne
Egmont Magazines står i Danmark, Norge, Sverige og Finland bag flere end 100 blade og magasiner samt websites til familier, kvinder og mænd. Porteføljen blev i 2007 udvidet med norske "Elle" og boligmagasinet "rom 1•2•3" og flere nye udgivelser er klar til lancering i 2008. Egmont Magazines opnåede i 2007 et tilfredsstillende resultat i et konkurrencepræget bladmarked. Oplagsudviklingen varierer fra blad til blad, men samlet er markedsandelen øget, navnlig i Norge og Danmark. Resultatet er bl.a. præget af øget konkurrence og af investeringer i internetaktiviteter. I Sverige blev Hemmets Journal kåret til årets website af "Svenska Tidskrifter".

Omsætning 2007: 1.510 mio. DKK (2006: 1.462 mio. DKK).
Resultat før finansielle poster 2007: 165 mio. DKK (2006: 218 mio. DKK).

Egmont Kids & Teens' børne- og ungdomsmedier i Danmark, Norge, Sverige og Finland spænder fra tegneserier og magasiner til bøger, internetaktiviteter og indhold til mobiltelefoner. Egmont Kids & Teens har i 2007 bl.a. erhvervet rettighederne bag den danske karakter "Rasmus Klump" samt selskabet Sudd AB, der driver websites for hesteinteresserede piger. Desuden samarbejdes i Norge med TV 2 om udvikling af websites målrettet børn og unge.

Omsætning 2007: 1.438 mio. DKK (2006: 1.324 mio. DKK).
Resultat før finansielle poster 2007: 94 mio. DKK (2006: 72 mio. DKK).

Egmont Books udgiver skønlitteratur, fagbøger, lydbøger og bøger til undervisning. Egmont Books har i 2007 styrket sin markedsposition markant med etableringen af norske Cappelen Damm og danske Lindhardt og Ringhof. Udviklingen har litterært været positiv. Viften af udgivelser har udviklet sig tilfredsstillende og spænder vidt - fra Harry Potter i Norge til debutanten Mikkel Birkegaards "Libri di Luca", allerede solgt til 13 lande. Egmont har frasolgt det mindre svenske Damm Förlag AB samt afhændet de nordiske aktiviteter indenfor kuponkataloger.

Omsætning 2007: 1.311 mio. DKK (2006: 1.493 mio. DKK).
Resultat før finansielle poster 2007: 44 mio. DKK (2006: (46) mio. DKK).

Egmont Nordisk Film skaber, forædler og formidler fortællinger gennem film, musik, tv og interaktive spil. Verdens ældste filmselskab har opnået en betydelig resultatforbedring og har gennem hele året haft højt aktivitetsniveau i forhold til forbrugere, talent og samarbejdspartnere. Dertil kommer optimering af organisation og interne rutiner. Blandt årets begivenheder er lancering af 52 spillefilm, produktion af mere end 1.000 timers tv og vellykket introduktion af PlayStation 3 i Norden. Musikselskaberne i MBO stod bag 39 % af alt den danske musik, som blev solgt sidste år. Flere kreative virksomheder indledte samarbejde med Nordisk Film, der blev medejer af seks selskaber i 2007. I februar 2008 blev Nordisk Film delejer af filmselskabet Zentropa.

Omsætning 2007: 3.346 mio. DKK (2006: 2.626 mio. DKK).
Resultat før finansielle poster 2007: 133 mio. DKK (2006: 28 mio. DKK).

Egmont International, der dækker Egmonts selskaber uden for Norden, er en førende udgiver i Europa af bøger og blade for børn og unge. Divisionen udgiver medier i Europa, Asien og Australien. I 2007 åbnede divisionen virksomhed i Ukraine, og i 2008 blev et bogforlag etableret i USA. Egmont International har i 2007 oplevet, at især aktiviteterne i Østeuropa har haft flot fremgang.

Omsætning 2007: 2.233 mio. DKK (2006: 2.068 mio. DKK).
Resultat før finansielle poster 2007: 134 mio. DKK (2006: 139 mio. DKK).

TV 2 Gruppen er Norges største kommercielle elektroniske medievirksomhed, hvis produkter og tjenester er tilgængelige på tv, internettet og mobiltelefon. TV 2 øgede sin samlede markedsandel i 2007. TV 2's omsætning blev øget med 14 % til 2.555 mio. NOK. Resultat før finansielle poster blev 113 mio. NOK sammenlignet med 97 mio. NOK i 2006. I 2007 er etableret nye tv-kanaler (TV 2 Nyhetskanalen og TV 2 Sport), nye internetaktiviteter samt opbygget digital tv-distribution via gatekeeperen, delejede RiksTV. Blandt TV 2's nye initiativer er et tættere samarbejde med ejerne, Egmont og A-pressen, om en række onlineaktiviteter, som supplerer hinanden over for brugere og annoncører. TV 2 indgik i slutningen af 2007 aftale med SBS om et salg af Kanal24 (radio), hvorefter TV 2 ejer 23 % af SBS Radio Norge, der også driver Radio 1.