Logo

RSS Print

Egmont øger driftsresultat og runder en milliard

Mediekoncernen Egmont opnåede i 2010 sit højeste driftsresultat med 1.015 mio. DKK og et overskud før skat på 450 mio. DKK. Det bygger på fremgang i de fleste forretningsområder, styrkede markedspositioner og en række stærke kreative medieprodukter.

Driftsresultatet før renter og afskrivninger udgjorde 1.015 mio. DKK mod 931 mio. DKK i 2009. Det er Egmonts hidtil største driftsresultat, og det er en underliggende fremgang på 25 % korrigeret for frasalget af Nordisk Film TV.

Resultatet før skat udgjorde 450 mio. DKK mod 350 mio. DKK året før.

"Egmonts resultatfremgang er tilfredsstillende og skyldes styrket annoncesalg, god udvikling i mange af vores medier samt effekten af løbende lønsomhedsinitiativer. Den øgede driftsindtjening, kombineret med at vi er gældfri, er et godt grundlag for at fortsætte investeringstakten i både klassiske og digitale medier," siger koncernchef Steffen Kragh.

"Egmont har i 2010 fortsat udviklingen af digitale medietilbud med f.eks. online streaming af film og tv samt udgivelse af bøger og blade til tablets. Vi tilstræber en fornuftig hastighed på transformationen til den nye medievirkelighed samtidig med, at vi har lige så meget fokus på kreativt indhold og gode relevante udgivelser," siger Steffen Kragh.

Resultat efter skat udgjorde 274 mio. DKK i 2010 mod 373 mio. DKK i 2009. Nedgangen skyldes, at skatten i 2009 var en indtægt som følge af regulering af værdien af koncernens udskudte skatteaktiver, mens skatten i 2010 er en udgift.

Egmont havde en solid pengestrøm fra primær drift på 1.248 (1.133) mio. DKK. Gælden er reduceret fra 232 mio. DKK i 2009 til et nettoindestående på 572 mio. DKK. Egmonts egenkapital udgør 3.291 (3.088) mio. DKK svarende til en soliditet på 35 %.

Egmont Fonden anvendte i 2010 45 mio. DKK til almennyttige aktiviteter med det fokus at bidrage til at skabe et godt liv for børn og unge i Danmark. Der blev blandt andet bevilget midler til et nyt fireårigt partnerskab med Ungdommens Røde Kors om syv projekter for børn og unge på kanten af samfundet.

Egmont er en af Nordens førende mediekoncerner. Vi står bag blade, bøger, film, biografer, interaktive spil, og TV. Egmont udgiver medier i over 30 lande, har 6.500 medarbejdere og en omsætning på 10,6 mia. DKK.

EGMONTS FORRETNINGSOMRÅDER

Egmont Magazines
Omsætning: 2.114 (1.958) mio. DKK. Driftsresultat (EBITDA): 286 (201) mio. DKK.
Egmont Magazines er med over 100 titler en af Nordens største udgivere af ugeblade og magasiner. I 2010 gik omsætningen 8 % frem, og resultatet blev forbedret betydeligt på trods af et generelt fald i bladmarkedet. Det skyldes en fremgang i annonceindtægterne på 10 % samt løbende rationaliseringer. I 2010 blev flere nye titler lanceret bl.a. BoligDrøm i Norge og Blossom i Sverige. Der er også taget beslutning om i 2011 at lancere ALT for damerne og Fit Living i Norge. Egmont Magazines var i 2010 blandt de første til at teste magasiner til tablets med lancering af både Euroman, MANN og Bonytt.

Egmont Kids Media
Omsætning: 3.116 (3.194) mio. DKK. Driftsresultat (EBITDA): 205 (168) mio. DKK.
Egmont Kids Media udgiver blade og bøger til børn og unge i mere end 30 lande. Resultatfremgangen skyldes tilfredsstillende udvikling af kerneporteføljen, turnaround af forretningen i Norden samtidig med, at der er afholdt investeringer i nye lanceringer og digitale satsninger. I 2010 markerede åbningen af Rasmus Klumps Verden i Tivoli den succesfulde relancering af Rasmus Klump. I Østeuropa havde Kids Media succes med nye salgskanaler som aviser og postkontorer, hvilket f.eks. i Rumænien resulterede i 3,5 mio. solgte bøger. I Kina har Children's Fun Publishing styrket markedspositionen som næststørste udgiver til børn. Det australske joint-venture, Hardie Grant Egmont, opnåede en vækst på 40 % som følge af et succesrigt opkøb af Little Hare Books.

Egmont Books
Omsætning: 1.172 (1.162) mio. DKK. Driftsresultat (EBITDA): 60 (67) mio. DKK.
Norges største bogforlag Cappelen Damm, som Egmont ejer 50 % af, leverede et solidt resultat. Forlaget omfatter også bogklubber, nethandel og boghandelskæden Tanum. Cappelen Damm befæstede sin position i 2010 som markedsleder inden for børnebøger, skønlitteratur, fakta, dokumentar samt bøger til folkeskolen og gymnasiet. Digitalbok.no blev lanceret med 500 e-bogs-titler på hylderne. Lindhardt og Ringhof i Danmark leverede et utilfredsstillende resultat. Det succesfulde undervisningsforlag i L&R øgede fokus på digitale læremidler og påbegyndte kursusvirksomhed for pædagoger og lærere. Bogklubberne havde medlemstilgang. Knap 1.000 af forlagets titler var til salg som e-bøger. Der blev udviklet og solgt bog-apps til både iPad og iPhone.

Egmont Nordisk Film
Omsætning: 2.853 (3.315) mio. DKK. Driftsresultat (EBITDA): 279 (397) mio. DKK.
Egmont Nordisk Film skaber og formidler fortællinger gennem film, tv-drama og interaktive spil. Faldet i omsætning og resultat skyldes salget af Nordisk Film TV ultimo 2009. I 2010 har især filmdistribution og biografer bidraget positivt til resultatet. Omkring hver 6. biograffilm i Norden var produceret eller distribueret af Egmont Nordisk Film. Nordisk Film Biografer fastholdt en høj markedsandel på 45 % i Danmark og projekterede i 2010 en ny biograf i Næstved. Filmproduktionen igennem en række delejede selskaber har været udfordret af den finansielle krise, der har besværliggjort driftsfinansiering af film. Egmont Nordisk Film stod i 2010 bag Danmarks første 3D animationsfilm Olsen Banden på de bonede gulve og var med bag filmsucceser som Oscar-vindende Hævnen og Klovn – the Movie. Salget af PlayStation 3-konsoller rundede en million enheder og havde en salgsvækst på over 20 %.

TV 2 Gruppen, Norge
Omsætning: 1.287 (1.033) mio. DKK. Driftsresultat (EBITDA): 197 (110) mio. DKK.
Egmont ejer 50 % af TV 2, der er Norges største kommercielle mediehus. TV 2 er en førende leverandør af nyheder, sport og underholdning på tv, internet, mobiltelefon og tablets og opnåede sit bedste resultat nogensinde. Vækst i reklamesalget og vækst i de brugerbetalte indtægter fra betalings- og net-tv sammenholdt med lavere omkostninger skabte et godt resultat. Resultatfremgangen har givet TV 2 øget økonomisk handlekraft til at investere i nye tv-kanaler og f.eks. Premier League til betalings-tv, som blev lanceret i august 2010. TV 2 indgik i 2010 en ny aftale med den norske stat om fem år som kommerciel public service kanal. TV 2 Nyhetskanalen er vokset til en markedsandel over 2 %, hvilket er bemærkelsesværdigt selv i internationalt perspektiv.

Almennyttig virksomhed
Siden 1920 har Egmont Fonden støttet sociale og kulturelle formål med over 1,8 mia. DKK. I 2010 bevilgede fonden 45 mio. DKK heraf 3,5 mio. DKK til filmformål gennem Nordisk Film Fonden. Egmont Fonden fokuserede i 2010 sin almennyttige strategi på at fremme børn og unges håndtering af livskriser samt børn og unges lyst til læring.

 

PRESSEKONTAKT:

Mika Bildsøe Lassen, koncernkommunikationsdirektør
Mobil: +45 20 55 26 55
Send e-mail

 
Mikkel Løndahl,
pressechef
Mobil: +45 21 15 49 25
Send e-mail