Logo

RSS Print

Erfaren medieleder i front for kino.dk

Lars Bernt Jensen (43) tiltræder 3. maj som administrerende direktør for kino.dk. Med en skarp erhvervsprofil og et højt kommercielt og personligt drive skal han bidrage til at holde virksomheden helt i front som Danmarks førende filmsite.

Kino.dk's nye direktør har en stærk, kommercielt forankret baggrund i landets største mediehuse. Han har tidligere været Markedschef i såvel det Berlingske Officin som i Politikens Hus. Derudover annoncedirektør i Egmont Magasiner samt Kommerciel Direktør hos TV2 Net. Senest har Lars fungeret som Digital Salgsdirektør hos Berlingske Media.

Lars Bernt Jensen er netop ved at lægge sidste hånd på et manuskript om kommerciel brug af sociale medier. Han skal nu kanalisere sin viden om digitale medier og sin brede ledelseserfaring ind i at optimere kino.dk's tjenester og ydelser til sitets over 400.000 månedlige brugere og filmmagasinets læsere.

Bestyrelsesformand i kino.dk, Jens Aaløse, udtaler:
"Vi er rigtig glade for at få Lars ombord. Han er den rette person til at videreføre og udvikle det gode arbejde som Christian Lund og kino.dk's dygtige medarbejdere har leveret siden opstarten i 2008. Vi glæder os til samarbejdet og er helt overbeviste om at Lars' medieerfaring, netværk og ikke mindst et fanden-i-voldsk drive, energi og engagement er det, der skal til, for at drive kino.dk-forretningen videre til næste fase."

Lars Bernt Jensen beskriver sin nye stilling som:
"... drømmejobbet, ganske enkelt. Det er fantastisk spændende, at få muligheden for at stå i spidsen for kino.dk - en ung og ambitiøs virksomhed med udgangspunkt i et af verdens mest attraktive universer, nemlig filmindustrien. Jeg ser frem til at kunne bidrage til yderligere innovation og udvikling ud fra et i forvejen imponerende niveau. Jeg er stor tilhænger af klare afgrænsede nicher i fremtidens mediebillede og jeg glæder mig derfor utroligt meget til at fordybe mig i kino.dk's store potentiale."

Fakta
Lars Bernt Jensen er 43 år, bosat i Hellerup, gift med Nete og far til to drenge på 7 og 17 år. Udover arbejdet med interaktive medier er Lars interesseret i cykling, tegneserier, skateboarding og industrielt design.

Kino.dk er Danmarks største filmsite, hvor der kan købes og bestilles billetter til biografen. Derudover kan man læse om aktuelle og kommende film, se trailers og deltage i konkurrencer. Kino.dk udgiver desuden Danmarks største filmmagasin af samme navn - skabt af folkene bag sitet. Kino.dk ejes af Nordisk Film Biografer og CinemaxX.