fasandr-c3-a6berne-20--20foto-20christian-20geisn-c3-a6s-1200x450

FASANDRÆBERNE får verdenspremiere i USA

29.08.2014

Zentropas opfølger til kæmpesuccesen ”Kvinden i buret” får verdenspremiere på den store amerikanske filmfestival Fantastic Fest i Austin, Texas.

Efter at ”Kvinden i buret” blev sidste års klart største biografsucces herhjemme har forventningerne til opfølgeren FASANDRÆBERNE været massive. Filmen får biografpremiere i Danmark torsdag den 2. oktober, men i dag er det blevet offentliggjort, at filmens verdenspremiere finder sted på den prestigefyldte amerikanske filmfestival Fantastic Fest i Austin, Texas, som løber af stablen fra den 18.-25. september. Hvornår filmens verdenspremiere præcis finder sted er ikke afklaret endnu, men sikkert er det, at hvis man vil være blandt de første i verden til at se FASANDRÆBERNE, så skal man flyve til Texas.

Fantastic Fest er verdens største genrefilmfestival med speciale i thrillers, horror, fantasy og sci-fi og har fundet sted siden 2005. Blandt de film, der har fået verdenspremiere på festivalen kan bl.a. nævnes Paul Thomas Andersons ”There Will Be Blood” og Mel Gibsons ”Apocalypto”, og blandt de mange stjerner og instruktører, der har været på besøg kan bl.a. nævnes Bill Murray, Bill Pillmann, Paul Rudd, Kevin Smith og Darren Aranofsky.

Om FASANDRÆBERNE
I FASANDRÆBERNE starter vi i 1994, hvor et tvillingepar findes brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger i retning af en gruppe rigmandsbørn fra en nærliggende kostskole, men sagen lukkes, da en lokal outsider erklærer sig skyldig og dømmes for mordene. 20 år senere ender sagen på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord, og han indser hurtigt, at noget er galt.

Carl, hans assistent Assad og deres nye sekretær Rose genoptager sagen og finder frem til et gammelt nødopkald fra en desperat pige, der tilsyneladende kender til mordene. Snart bliver de kastet ud i en intens søgen efter pigen, Kimmie, der har været forsvundet siden mordene fandt sted.

Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie. Hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt hvad de kan for at forhindre fortiden i at indhente dem.

På rollelisten kan publikum glæde sig til at møde bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Pilou Asbæk, David Dencik, Beate Bille, Søren Pilmark, Danica Curcic, Johanne Louise Schmidt og mange flere.