Logo

RSS Print

FASANDRÆBERNE når 600.000 billetter i raketfart

Blot tre uger og to dage har det taget Zentropas FASANDRÆBERNE at runde 600.000 solgte billetter. Det er næsten en uge hurtigere end Kvinden i buret sidste år.

  • Foto: Christian Geisnæs

    Foto: Christian Geisnæs

Zentropas film nr. 2 i Afdeling Q-serien, FASANDRÆBERNE, fortsætter sin sejrsgang i de danske biografer. Blot tre og en halv uge efter premieren har filmen i raketfart passeret 600.000 solgte billetter – helt præcist 619.755 billetter til og med i går. Dermed sælger FASANDRÆBERNE endnu hurtigere end forgængeren Kvinden i buret og sælger i samme hastighed som dette årtusindes største danske biografsucces, Klovn – The Movie, som passerede 600.000 billetter på samme antal dage.
 
Det gør FASANDRÆBERNE til én af de mest sete danske biograffilm i det nye årtusinde. Faktisk er kun otte andre danske film i det nye årtusinde medlem af den eksklusive ”600.000 solgte billetter”-klub, nemlig Klovn the Movie (2010, 855.000 billetter),  Italiensk for begyndere (2000, 828.000 billetter), Hvidsten Gruppen (2012, 759.000 billetter), Kvinden i buret (2013, 724.000 billetter), Flammen og Citronen (2008, 673.000 billetter), Jagten (2013, 672.000 billetter), Den skaldede frisør (2012, 644.000 billetter), og Klassefesten 2 (604.000 solgte billetter.) Hvis man kigger endnu længere tilbage, er FASANDRÆBERNE én blandt kun 14 danske biograffilm siden 1983, der har solgt over 600.000 billetter.
 
Med den hastighed som billetsalget PÅ FASANDRÆBERNE har, forventes det at filmen kommer til at slå Kvinden i buret og ende i Top 3 eller Top 4 over de bedst sælgende danske film i det nye årtusinde.
 
Zentropa tegner sig for hele fem af de otte titler og FASANDRÆBERNEs  producer Louise Vesth, som står bag tre af rekordtitlerne fra Zentropa udtaler:
 
-          Det her er et helt forrygende resultat. Vi siger tak til vores dejlige publikum og er glade for, at filmen bare forsætter derudaf i biograferne. Nu glæder vi os til at komme i gang med den næste film i rækken; Flaskepost fra P, som vi optager næste år.

Danske film med min. 600.000 solgte billetter siden år 2000:
 
1.      Klovn the Movie (2010, 855.000 billetter)
2.      Italiensk for begyndere (2000, 828.000 billetter)
3.      Hvidsten Gruppen (2012, 759.000 billetter)
4.      Kvinden i buret (2013, 724.000 billetter)
5.      Flammen og Citronen (2008, 673.000 billetter)
6.      Jagten (2013, 672.000 billetter)
7.      Den skaldede frisør (2012, 644.000 billetter)
8.      Fasandræberne (619.755 solgte billetter)
9.      Klassefesten 2 (604.000 solgte billetter)