happyending-rolfkonow

Første scene fra Hella Joofs nye komedie Happy Ending offentliggøres i dag!

06.12.2018

Med knap tre uger til premieren på Hella Joofs ventede komedie HAPPY ENDING offentliggør Happy Ending Film og Nordisk Film Distribution nu den allerførste scene fra filmen. HAPPY ENDING får biografpremiere over hele landet 1. juledag 2018.

I scenen møder vi ægteparret Helle og Peter, spillet af Birthe Neumann og Kurt Ravn, på vej hjem fra Peters afskedsreception. I bilen glæder Helle sig over al den tid de nu får sammen som pensionister og drømmer om luksusretreats og rejser til de varme lande. Men det skal vise sig, at Peter har et andet bud på, hvad pensionisttilværelsen skal bringe!

Filmens handling 

Helle glæder sig som et lille barn til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand Peter endelig går på pension, så de kan tage hul på deres lykkelige otium sammen. Men da han på dagen for sin pensionering til hendes skræk annoncerer, at han nu skal til at være vinimportør og har investeret hele deres fælles opsparing i et østrigsk vinhus, tager livet en overraskende ny drejning. De begiver sig nu hver især ud på en hæsblæsende opdagelsesrejse mod nye muligheder, bekendtskaber og drømme. Men kan man starte forfra efter 49 års ægteskab? Og kan man i det hele taget undvære hinanden? HAPPY ENDING er en smuk og dejlig fortælling om at det aldrig er for sent at få en ordentlig flyvetur eller at begynde at ryge.