guld-konge-og-faedreland

Guld, Konge og Fædreland

09.12.2014

Danskerne under 1. verdenskrig – en dokumentarfilm af Anna von Lowzow og Lene Borch Hansen, produceret af Louise Birk Petersen for Nordisk Film Production.

Sønderjyderne er tvunget i krig i tysk uniform. Europa står i flammer, mens gullaschbaronerne i Danmark tjener styrtende med penge og fører sig frem. Kong Christian X bringer det danske monarki i fare og Emma Gad kæmper for kvindernes rettigheder. Hun er ikke til at overse!

Danmark har i 50 år lidt under det smertefulde tab af Slesvig og Holsten i 1864, hvor vi mistede 40 % af vores land og 30 % af befolkningen til tyskerne. Det er et åbent sår hos den danske konge og Danmark er reduceret til et lille og ubetydeligt land, da 1. verdenskrig bryder ud i 1914. Men vi har stadig magten over adgangen til Østersøen. Kong Christian X beordrer en armering med miner af de danske farvande og det lykkes ham at holde Danmark neutralt under hele krigen.



Det giver mulighed for, at Danmark nu kan handle – især fødevarer – med krigens to parter, og vi holder os ikke tilbage for at score store økonomiske gevinster på krigsmaskinen. Som prins Joachim siger; "Man danser og fyrer den af under krystallysekronerne, champagnen flyder i tykke baner." Der handles og der spilles på Børsen, og danskernes sorgløse tilværelse synes ingen ende at have.

Europas tre store fyrstehuse, det tyske, det østrig-ungarske og det russiske styrter i grus. I Danmark øges forskellen på rig og fattig og arbejderklassen rejser sig. Danmark ændrer sig fra at være et feudalt samfund til et spirende og demokratisk velfærdssamfund.

Det er tiden hvor Regenten er tungen på den politiske vægtskål og hvor alle kigger på Christian X og spørger: "Hvad siger Kongen?". Og hvad skal Kongen sige, når hele verden går af lave? Christian X's måde at regere landet på hører pludselig fortiden til, og i den kongelige værkstøjskasse har han ikke længere det rigtige værktøj.

Christian X regerer med hjertet og følelserne, regeringen måske mere med fornuften. I påsken 1920 kulminerer de to parters kølige forhold i spørgsmålet om den nye danske grænsedragning i Slesvig. Kongen fyrer regeringen på gråt papir, påskekrisen er en realitet og monarkiet har aldrig været tættere på at kollapse. I sidste øjeblik vælger Kongen dog at bøje sig for folkets vilje. Kongemagten dør som politisk faktor og spiller herefter ikke længere en politisk rolle i Danmark.

Kronprins Frederik og Prins Joachim fortæller danskernes historie sammen med familiemedlemmer til den dansksindede soldat Thyge Thygesen, til Emma Gad, til gullaschbaronen Harald Plum og til Johanne Braren, som Kongen løfter op på sin hvide hest ved genforeningsridtet.