Logo

RSS Print

'Headhunterne' udtaget til Toronto International Filmfestival

Den 22. september er der Danmarkspremiere på Nordisk Films stort anlagte nordiske thriller 'Headhunterne' med bl.a. Aksel Hennie, Nikolaj Coster-Waldau og Julie Ølgaard på rollelisten. Men allerede inden da drager Nikolaj Coster-Waldau og hele holdet til Toronto International Film Festival, hvor filmen er udtaget til visning i programrækken "Special Presentation" sammen med 34 andre spillefilm.

Toronto International Filmfestival finder i år sted 8.-18. september og er én af verdens største filmfestivaler med produktioner fra over 60 lande. Festivalen finder i år sted for 36. gang og er ofte blevet brugt som lanceringsplatform for mange af Hollywoods store Oscar-kandidater. 'Headhunterne' vil blive vist flere gange for såvel den internationale presse som branchefolk og opkøbere fra hele verden.

Store forventninger til 'Headhunterne'
Der er i det hele taget store forventninger til 'Headhunterne' både i Danmark og hele verden. Filmen er solgt til en lang række internationale territorier inkl. både USA og Canada, og både i Danmark, Norge, Sverige og Finland forventes filmen at blive én af årets store biografsucceser.

'Headhunterne' er skabt af holdet bag filmatiseringen af Millennium-trilogien og er baseret på Jo Nesbøs internationale bestseller af samme navn. 'Headhunterne' er en kulørt og underholdende cocktail af nervepirrende spænding og solid action om bedrag, hævn og grådighed.

Handlingen
Filmen handler om den geniale headhunter Roger Brown, som alle de store firmaer går til, når de helt tunge chefstillinger skal besættes. Han har det hele – smuk kone, lækkert hjem og fede biler. Men han har en hemmelighed: Han bijobber som kunsttyv for at finansiere sin dyre livsstil. En dag møder han forretningsmanden Clas Greve, som han straks spotter som en potentiel administrerende direktør. Tilfældigvis viser det sig, at Clas har fundet et kostbart maleri, som Roger beslutter at stjæle. Men valget bliver skæbnesvangert!

'Headhunterne' byder på et nordisk supercast med Norges største stjerne Aksel Hennie i rollen som Roger Brown og Nikolaj Coster-Waldau i skurkerollen som Clas Greve. Julie Ølgaard spiller rollen som Rogers elskerinde Lotte, og norske Synnøve Macody Lund – der egentlig er journalist og tidligere model – får med 'Headhunterne' sin skuespildebut som Rogers kæreste Diana Brown. 'Heahunterne' instrueres af den norske prisvindende instruktør Morten Tyldum.

'Headhunterne' produceres i et samarbejde mellem Nordisk Film, Friland og Yellow Bird og er desuden med i Biografklub Danmark.