Logo

RSS Print

Historisk højt resultat i Egmont

Mediekoncernen Egmont havde sit bedste år nogensinde i 2014. Omsætningen steg i lokal valuta med 10 procent til 11,6 mia. kr. Rekordresultatet før skat er 950 mio. kr. og 36 procent højere end sidste år. Opskriften er stærkt indhold og teknologisk udvikling, der styrker Egmont på nye medieplatforme. I 2014 uddelte Egmont 84 mio. kr. til at hjælpe børn og unge. 

2014 blev det bedste år i Egmonts 136 år lange historie. Alle Egmonts forretningsområder havde kommerciel succes: TV 2 i Norge øgede bl.a. seerandel og antal tv-abonnenter, Egmont Publishing tog markedsandele og fusionsgevinster, Nordisk Film havde salgsrekord, bogforlagene præsenterede et stærkt år, ligesom intensivt fokus på digital udvikling og innovation gav vækst. 58 procent af Egmonts omsætning kommer nu fra skærmbaserede medier.  

Omsætningen steg til 11,6 mia. kr. i 2014 – en fremgang på 10 procent i lokal valuta. Egmonts andel af omsætningen i joint venture-selskaber er ikke længere indregnet i omsætningen grundet ændrede IFRS regnskabsregler. Den samlede omsætning inklusiv joint venture-selskaber udgør 12,6 mia. kr.  

Driftsresultatet før renter og afskrivninger (EBITDA) steg med 34 procent (lokal valuta) til rekordstore 1.765 mio. kr. Resultatet før skat (EBT) udgjorde 950 mio. kr. mod 735 mio. kr. i 2013 – en vækst på 36 procent (lokal valuta). I resultatet er indeholdt samlet 75 mio. kr. i positiv nettoeffekt af pensionsomlægning i TV 2 og ekstraordinære rettighedsnedskrivninger.

”Vi er stolte af, at vi øger omsætningen med 10 procent og leverer det bedste resultat nogensinde. Vi tilpasser os nye forbrugsmønstre i et udfordret mediemarked, og vi fortsætter udviklingen af teknologi og indhold, som styrker vores forretning. Vores skærmbaserede medier er vokset yderligere til at udgøre 58 procent af Egmonts omsætning. 650 medarbejdere er dedikerede til teknologi og digital forretning, og sammen med deres 5.700 kolleger har de alle ydet en flot indsats og skabt vores unikke produkter,” siger koncernchef Steffen Kragh.

 Alle Egmonts divisioner havde fremgang i den underliggende drift. TV 2 Norges otte kanaler havde stor succes med bl.a. sportsbegivenheder som OL i Sochi og fodbold-VM i Brasilien. TV 2s streaming-service, Sumo, havde rekordvækst. TV 2 er nu Norges største kanal for 20-49-årige og det største multimediehus i Norge målt på dagligt tidsforbrug. TV 2 havde vækst på 66 procent på mobile platforme.  

Nordisk Film stod bag en række filmsuccesser, biograferne styrkede deres markedsandele i Norge og Danmark og PlayStation 4 havde rekordsalg samtidig med, at den digitale forretning voksede med køb af Gavekortet.dk og dannelsen af Airmagine, der digitaliserer reklamemarkedet i Københavns Lufthavn.  

Egmont Publishing øgede sin markedsandel i et svært marked. I Sverige opkøbtes Forma Publishing, og Egmont er nu ligesom i Danmark næststørste bladudgiver, mens den norske forretning er markedsleder. De engelsksprogede lande opnåede stor succes med Minecraft. I Rusland og Ukraine blev Egmont Publishing ramt af kriserne, men disse markeder udgør dog kun 5 procent af Egmont Publishings aktiviteter.

Bogforlagene Lindhardt og Ringhof i Danmark og Cappelen Damm i Norge leverede vækst og flotte resultater på baggrund af en række stærke titler, rekord i salg af skolebøger og vækst i digitale undervisningsmidler.  

”Vores strategi er at investere i indhold og teknologi. Teknologisk innovation har smidiggjort vores produktionsprocesser og har bragt os tættere på forbrugerne på de mange nye platforme. Nøglen til forbrugernes gunst er både at skabe appellerende film, journalistik, litteratur og underholdning, men det er også at være tilgængelig på forbrugernes mobile skærme ud over de klassiske formater,” siger Steffen Kragh.  

Egmonts egenkapital udgør 5.243 mio. kr. i 2014, og soliditeten udgør 45,4 procent. Egmont er gældfri.  

I 2014 uddelte Egmont 84 mio. kr. til projekter målrettet udsatte børn og unge, f.eks. som hjælp til at håndtere livskriser som sorg og skilsmisse samt signaturprojektet Lær for Livet. Her deltog 100 anbragte børn og unge i 2014 i intensive læringscamps og fik en personlig mentor for at ruste dem til at tage en uddannelse. I alt har Egmont uddelt 2,6 mia. kr. siden 1920. 

Hovedtal i mio. DKK 2014 2013 Vækst i lokal valuta * 
Omsætning 11.570 11.016 +10 %
Resultat før renter og afskrivninger (EBITDA)
1.765 1.375 +34 %
Resultat før renter (EBIT) 978 761 +37 %
Resultat før skat (EBT) 950 735
+36 %
Note: Fra 1. januar 2014 er det efter de Internationale Regnskabsstandarder (IFRS) ikke 
længere tilladt at indregne andel af omsætning i joint venture-selskaber pro-rata
(f.eks. for Egmont Norges ledende bogforlag Cappelen Damm). Sammenligningstal for
2013 er tilpasset.
*Væksten i lokal valuta er stærkere end i danske kroner, fordi Egmonts betydelige norske 
og svenske forretninger i 2014 skal omregnes med en lavere SEK og NOK kronekurs.
Omsætningen ville være godt en milliard DKK større i 2014, hvis alle valutakurser var
uændrede i forhold til 2013.


Yderligere oplysninger:  

Jesper Eising
Head of Press
Corporate Communications & Public Affairs
+45 29603019  

Line Aarsland
Vice President
Corporate Communications & Public Affairs
+45 24407471