Logo

RSS Print

Isbjørnen kommer til Sverige

Svenske biografgængere får flere valgmuligheder. Nordisk Film har med ejendomsselskabet Atrium Ljungberg planer om at åbne store biografer i blandt andet Malmø og Uppsala. 

Nordisk Film har i mange år drevet de største biografkæder i Danmark og Norge. Nu rykker isbjørnen for første gang nogensinde over sundet og ind på det svenske biografmarked. 

I første omgang åbnes to store biografer i byerne Malmø og Uppsala. Det sker i samarbejde med Atrium Ljungberg, der er et af Sveriges største ejendomsselskaber. Atrium Ljungberg bygger de nye biografer med Nordisk Film Biografer som lejer, og målsætningen er at skabe flere kultur- og filmudbud for de svenske forbrugere. Den nye satsning omfatter to biografer, men på sigt er der planer om en tredje biograf, der skal placeres i Stockholm-området. 

”Nordisk Film er førende på biografdrift i Danmark og Norge, og vi har længe undersøgt muligheden for også at vise film på det svenske marked, som vi mener har potentiale til vækst. Med denne aftale kan vi få et attraktivt fodfæste i første omgang i to af Sveriges største byer. Biografgæsterne efterspørger den eksklusive og stemningsfyldte biografoplevelse, som vi kan levere, og med afsæt i vores erfaringer fra Danmark og Norge vil vi bidrage til at løfte det svenske biografmarked og skabe nye, attraktive tilbud til de svenske biografgængere,” siger John A. Tønnes, adm. direktør for Nordisk Film Biografer. 

De første to biografer kommer til at ligge i Atrium Ljungbergs ejendomme i Uppsala og Malmö. I Uppsala planlægges en biograf med fem sale i Gränbystaden, som forventes at åbne i slutningen af 2018. I Malmø planlægges ligeledes en biograf med fem sale, som skal ligge ved shoppingcenteret Mobilia og forventes at åbne i foråret 2020. Begge biografer kommer til at være topmoderne og have den nyeste teknik inden for billede og lyd. 

”Atrium Ljungbergs vision er at skabe bycentre, der summer af liv på alle tider af døgnet. I den forbindelse er biografer et vigtigt element, da de tilbyder kulturelle oplevelser uden for de normale åbningstider. I Nordisk Film har vi fundet en erfaren samarbejdspartner, der kan tilbyde attraktive og innovative underholdningstilbud,” siger Annica Ånäs, adm. direktør i Atrium Ljungberg. 

Nordisk Film Biografer er ejet af Nordisk Film, som er en del af Danmarks største mediekoncern, Egmont. Nordisk Film Biografer driver 41 biografer med i alt 220 sale i Danmark og Norge. 

”Biografmarkedet er i vækst, og vi har stor tiltro til, at biografen også i fremtiden vil være et af de mest populære kulturtilbud. Biografen tilbyder underholdning og samvær for hele familien – det er et ægte socialt medie, hvilket er noget, som måske efterspørges mere end nogensinde før. Derfor arbejder vi målrettet på at udvide vores biografforretning,” siger John A. Tønnes.