kapgang-still-2-1200x450

KAPGANG hitter i biograferne

02.09.2014

Mens regnen piskede ned over landet i weekenden, søgte danskerne indenfor i biograferne for at se Niels Arden Oplevs film KAPGANG. Med 37.077 solgte billetter placerer filmen sig solidt i toppen af FAFIDs biografliste.

"KAPGANG er en herlig historie, som udspiller sig i midten af 1970’erne, dengang da den brune fløjl og den høje bukselinning var højeste mode. Filmen er på alle måder en hyggelig og rørende tur ned ad ’Memory Lane’, og det er glædeligt, at så mange danskere har været med på turen i filmens første weekend," siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution.

KAPGANG, som bygger på forfatteren Morten Kirkskovs roman, foregår over et par uger i året 1976. Her er Martin, som er en habil kapgænger i fuld fart på vej ind i de voksnes rækker – han skal nemlig snart konfirmeres. Men en tung skygge lægger sig over hans familie og resten af den lille provinsby, da hans mor pludselig dør – ganske ubelejligt.
For hvad gør man, når man både er forelsket i Kristine og måske også lidt i sin bedste ven, Kim? Og når ens far er kuldsejlet af sorg og opsøger byens sexede damefrisør, og man oveni både skal time sin egen seksuelle debut og planlægge bordplanen til sin konfirmation? Man keder sig ikke i Sønder Omme – og det gør man, ifølge weekendens publikumstal, heller ikke i biograferne!

KAPGANG er instrueret af Niels Arden Oplev og tæller bl.a. Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, Anne Louise Hassing, Anette Støvelbæk og Villads Bøye på rollelisten.

Filmen er produceret af Nordisk Film Production A/S med støtte fra Det Danske Filminstitut.