krigen-foto-per-arnesen

KRIGEN shortlistet til Oscar-kapløb

03.09.2015

Tobias Lindholms film, KRIGEN, der er produceret af Nordisk Film, er shortlistet til kapløbet om, hvilken film, der skal være Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

Om få dage har Tobias Lindholms film KRIGEN premiere i danske biografer og ved filmfestivalen i Venedig. Men nu er den også med i slutspurten om, hvilken film der bliver Danmarks bud på en Oscar-kandidat i 2016.

Det Danske Filminstitut har offentliggjort sin shortlist over film, der er kandidat til at blive nomineret til kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film. Foruden KRIGEN er Anders Thomas Jensens "Mænd og høns" og Joshua Oppenheimers dokumentarfilm "The Look of Silence" også på shortlisten.

KRIGEN er produceret af Nordiisk Film Production og producer René Ezra kalder det "super flot" at være i så fint selskab.

"Lige nu fokuserer vi på premieren og på at vise KRIGEN i Venedig. Så bliver det spændende at se, hvad resultatet bliver, når komiteen mødes 23. september," siger René Ezra.

Det Danske Filminstitut har nedsat en komité, der afgør, hvilken film, som skal repræsentere Danmark. Komiteens formand er filmproducent Regner Grasten.

KRIGEN, der har Pilou Asbæk i hovedrollen, handler om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Vi følger en dansk soldat med sit kompagni i Afghanistan, med sin hustru og børn på hjemmefronten og i retssalen, hvor han anklages for en krigsforbrydelse.

"De tre film lader ingen tvivl om, at den danske filmbranche mestrer genrerne fra den intelligente udsyrede humor, over det realistiske drama, til den banebrydende dokumentarfilm," siger Henrik Bo Nielsen, der er direktør for Det Danske Filminstitut, i en pressemeddelelse.