Logo

RSS Print

KVINDEN I BURET har solgt 700.000 billetter!

Den første Afdeling Q-film KVINDEN I BURET opnår ny flot milepæl og er nu blandt fire danske spillefilm i det nye årtusinde, som har rundet 700.000 solgte billetter.

  • Foto: Christian Geisnæs

    Foto: Christian Geisnæs

Zentropa og Mikkel Nørgaards voldsomt populære Afdeling Q-thriller KVINDEN I BURET har taget danskerne med storm som kun ganske få danske film i de sidste mange år. Siden biografpremieren 3. oktober er danskerne væltet i biografen, og i aftes lykkedes det så filmen at passere 700.000 solgte billetter. Det gør både filmen til den mest sete biograffilm i år og én af blot fire danske spillefilm, der har opnået samme milepæl i det nye årtusinde - de tre andre er Italiensk for begyndere (2000, 828.000 billetter), Klovn the Movie (2010, 855.000 billetter), Hvidsten Gruppen (2012, 764.000 billetter). Hvis man kigger endnu længere tilbage, er KVINDEN I BURET én blandt kun 8 danske biograffilm i de sidste 30 år, der har solgt over 700.000 billetter.

Nordisk Film Biograf Distribution er begejstret. Direktør Jan Lehmann udtaler:

- Det er meget sjældent, at en dansk spillefilm når disse højder, så det her må klart betragtes som en lille milepæl i nyere dansk filmhistorie. Filmen har været båret frem af et fantastisk word-of-mouth, og i en publikumsundersøgelse som Det Danske Filminstitut netop har fået gennemført, får filmen en af de højeste publikumsvurderinger i nyere tid for en dansk film. Det lover godt for film nr. to i Afdeling Q-serien, Fasandræberne, som må være favorit til at blive én af næste års største biograffilm herhjemme.