Logo

RSS Print

Kampagnen på FASANDRÆBERNE er skudt i gang

Et kor synger "I østen stiger solen op". En fasan flyver i ensom majestæt tværs over en lyseblå dansk himmel. Pludselig lyder et skud.

Den beskrivelse er i al sin enkelhed en gennemgang af den allerførste teasertrailer til film nr. 2 i Jussi Adler-Olsens bestseller-serie om Afdeling Q. Efter Kvinden i buret i efteråret solgte intet mindre end 724.000 billetter herhjemme og blev årets største biografsucces i Danmark, er forventningerne skyhøje til FASANDRÆBERNE. I dag udkommer både den allerførste teasertrailer og teaserplakat (som ligeledes forestiller en nedskudt fasan) på nettet samt i alle landets biografer.

Der er fortsat godt et halvt år til biografpremieren d. 2. oktober, og hos filmens danske distributør Nordisk Film Biografdistribution er der høje forventninger. Direktør Jan Lehmann udtaler:

- Efter kæmpesuccesen med "Kvinden i buret" er det klart, at vi vil forsøge at køre FASANDRÆBERNE i stilling som årets mest ventede danske spillefilm. Der er tårnhøje forventninger til filmen, og vi vil derfor allerede nu begynde at pirre biografgængernes nysgerrighed. Vores kampagne starter i dag med den første trailer og plakat fra filmen, og vi glæder os til at se reaktionerne rundt omkring i landet.