Logo

RSS Print

Kino.dk i luften

www.kino.dk er stedet danskerne går hen, når de skal vide noget om film, og når de skal købe filmoplevelser. Den nye hjemmeside bliver synonym med film i Danmark.

Internettet og den digitale udvikling har ændret forholdene i underholdningsindustrien, fx i musik- og spilbranchen. Også filmmediet er på vej ind i den digitale tidsalder. Et toneangivende eksempel på den udvikling er Nordisk Films digitale filmsatsning, Kino.dk.

Målet om, at Kino.dk skal formidle billetter til alle danske biografer er godt på vej til at blive opfyldt. Fra premieren kan man købe billetter i Nordisk Films biografer, der dækker ca. 50 % af det danske biografmarked, og der er intense forhandlinger om at få resten af markedet med.

Kino.dk's adm. direktør, Christian Lund, siger:
"På Kino.dk ønsker vi at gå forrest for at samle film- og biografbranchen i Danmark. Vi inviterer alle filmproducenter, alle filmdistributører og alle landets biografer med."

I opstartsfasen giver Kino.dk brugerne muligheden for at købe deres biografbilletter online, læse omtale af alle film, se billedgallerier og filmtrailere, samt deltage i et brugergenereret univers med anmeldelser og debat. Dertil kommer et redaktionelt område med nyheder og sladder om film og filmstjerner. Senere på året følger leje, køb og salg af DVD. Hjemmesidens primære målgruppe er de 18-25-årige, men indholdet forventes også at kunne tiltrække de lidt ældre filmentusiaster.

"Der har allerede været trafik og bestillinger nok på Kino.dk til, at vi kan vurdere, at hjemmesiden fungerer tilfredsstillende. Derfor er vi trygge ved at lukke ned for Biobooking.dk, og alle der klikker ind på Biobooking.dk bliver nu sendt videre til Kino.dk," fortæller John Tønnes, der er adm. direktør for Nordisk Film Biografer.

Inden for filmproduktion foregår stadig større dele af den kreative proces ved hjælp af elektroniske og digitale medier. Også i den anden ende af filmens livscyklus, hos biografgæsten eller dvd-køberen, er digitale mønstre en naturlig del af forbrugernes adfærd. I dag bestilles/betales ca. 40 % af alle biografbilletter online.