klassefesten-20estland

Klassefesten hitter i Estland

26.02.2016

Først var det finnerne, og nu er det esterne, som slår sig på lårene af grin over deres egen version af “Klassefesten”.

En remake af “Klassefesten” i Estland er blevet en stor succes. Filmen, som på estisk har fået titlen “Klassikokkutulek”, har netop haft premiere, og Nordisk Films estiske samarbejdspartnere fortæller, at det er gået over al forventning.

Filmen er blevet den estiske film, som har solgt flest billetter i åbningsweekenden nogensinde. Samtidig har der været generelt positive anmeldelser. Publikum griner og klapper hele vejen igennem filmen, lyder det fra Estland.

“Klassefesten” er i forvejen blevet genindspillet i Finland og tegner nu til at være en decideret kulturel eksportsucces.

“Det er fantastisk sjovt, at “Klassefesten” på den måde kan rejse til andre lande, og vi satser på, at endnu flere lande følger efter. Det er ret enestående, at vi med Klassefesten dermed har skabt et univers og en række karakterer, som på tværs af grænser morer et stort publikum. Vi lægger os i slipstrømmen af den danske komedietradition, som Nordisk Film blandt andet med “Olsen-Banden” har været en af bannerførerne for,” siger Tomas Radoor, der er producer i Nordisk Film Production.